Turister og andre irriterende typer

Det er muligt, at Madrid ligger midt på højsletten, men det er ingen hindring for at tage dig selv en sejltur!

 

Livet er ikke lutter fodbold; derfor giver Madridista.dk’s udsendte dig næste dage en guide til de steder, du kan besøge under dit ophold i hovedstaden.

 

Madridista.dk har sendt sine rejseglade udsendinge til Spaniens hovedstad og vil de næste dage via www.madridista.dk, Facebook og endda også Twitter opdatere med stort, småt og alt det midt i mellem.

I dag med tips til gåture, sejlruter og det at slippe for de andre turister.

 

Så blev det Madrid. I virkeligheden er det forbasket nemt. SAS, Norwegian og vist også Iberia flyver direkte fra Kastrup til midten af Spanien; tre timer tager det, og så står du midt i den vigtigste – og ikke mindst arkitektonisk smukkeste by – på hele den Iberiske Halvø.

Med en dag til fodbold har du fredagen fri, og det er en mulighed, som skal udnyttes. Vi strøg direkte på hotellet, Maria Elena Palace, fire stjerner og lige i fedtlaget af Madrids hjerte. Store anbefalinger herfra.

Men helt ærligt med et termometer, der skriger 27 grader, så havde vi ikke i sinde at sidde og kigge hinanden dybt i øjnene på et hotelværelse. Har du set et, har du set dem alle. Så afsted det gik.

Vi listede forbi et lokalt madsted, fik lidt mundgodt, og tog herefter benene på nakken. Direkte mod Parque del Retiro, madrilenernes yndlings rekreative lokation, hvor turisterne hurtigt kommer i undertal. Her er fred og ro på stille, tilvoksede vandrestier, små cafeer, hvor du kan købe dig en afkølet drikkevare.

Ja, de koster overpris, men helt ærligt, du er på ferie – nyd livet og spar i stedet lidt, når du kommer hjem!

Men heldigvis er der også masser af vand i Parque del Retir, og det skal du udnytte. Gør som os og lej dig selv en robåd. 5,90 Euro for 45 minutters sejlads, tro mig det er længe rigeligt. Udover at det er ganske hyggeligt, så er det også et oplagt sted at tage et par sjove billeder og nyde en bocadillo og en flaske vand.

 

Det har vist nok noget med væskebalancen at gøre ...

 

Når armene er blevet trætte, så trav lidt rundt i Retiro; stik forbi Palacio Real, El ángel caído og sæt herefter kursen mod parkens nordvestlige hjørne. Her kommer du ud til Plaza de Cibeles, et must-see for alle madridistas, for det er netop her, klubben fejrer sine triumfer og hvor fansene samles, når statuetten af klubbens stjerner svøbes i halstørklæder og andet Madrid-relateret merchandise.

Det nemmeste herfra er naturligvis, at trave ad Gran Via tilbage mod byens midte, men følg i stedet Passeo del Prado mod syd, og sving på et passende tidspunkt mod højre. Her kan du, hvis du tør udforske de mindre gader, få dig masser af spansk ægthed og pludselig befinde dig midt i mellem forhastede lokale, som med målrettede blikke passerer hinanden i dørene til cafeer eller små beværtninger. Stik hovedet ind et sted; nuvel det engelske er på et minimum, men med lidt vilje og en god portion fingersprog, så kan du sagtens klare dig. Se det som en udfordring i stedet for en hæmsko.

Nu er klokken slagen 19; hotelværelset er genbesøgt; skjorter skal stryges, og benene hviles, inden vi går mod Cava Baja for drinks og tapas til aftensmad. Husk at vælge den rigtige rækkefølge; spanierne spiser sjældent før
21, så gør dig selv den tjeneste at leve som dem. Det er trods alt sjovere at indtage sin mad blandt lokale end midt i mellem insisterende amerikanske turister med overartikulerende a’er og brok over portionernes minimale størrelser.

I morgen indtager vi Bernabéu.

I aften vil vi efterleve Hemingways fine ord: ”No one goes to sleep in Madrid before they have killed the night”

– vi lover at gøre vores bedste!

 

Vi anbefaler, at du køber dig en dagens sportsavis (AS eller Marca), måske du ikke forstår alverden, men i det mindste er det en skøn souvenir.

Seneste artikler...

Annonce