Den anden side af Bernabéu
En helt unik måde at opleve Bernabéu på - med pressekort, pladser med navneskilte og kreatur-mærkning om halsen.
Endelig. Bernabéu.
Indrømmet, der er noget nærmest magisk over at stå ude foran fodboldhistoriens mest signifikante stadion og nformere den mørkhårede spanske skønhed med de bedårende øjne om, at mit navn er registreret i klubbens systemer, og at jeg sådan set blot skal bruge en adgangsbillet.
Og den kom. I form af lamineret plastikkort med tilhørende Movistar-keyhanger og påtrykt Madridista.dk – mere VIP bliver det jo nærmest ikke.
Sammen med denne fornemme souvenir fulgte desuden en designeret plads et stykke oppe af Bernabéus stejle vægge, hvor vi blandt cigarillo-rygende, overskægsbærende spanske journalister og unge kvinder i lårkort og skrigende læbestift var placeret til at overvære dagens opgør. Og hvilken kamp!Nok er den ubeskrevne regel i journalistkredse ret simpel:INGEN jubel på pressepladserne.
Men da den tyndhårede 30-årige herre fra et, for mig, relativt ukendt spansk medie kort før lukketid glemte den retningslinje, var det faktisk ok. For Gareth Bales tiltvingelse af noget, der nok i virkeligheden var langt fra at være historiens største straffespark, gik rent rent ind. For klappet i journalisternes gemakker blev der, og det var vel trods alt ok – for helt ærligt, det var en af de kampe, hvor Malagá lige pludselig kunne have udlignet og gjort det til en rigtig træls weekend.
Med 2-0 og et slutfløjt fra en hæderlig Ayza Gamez strøg vi direkte fra vores pladser på femte niveau til gadeplan; netop der hvor spillere, trænere og andet godtfolk var udset til at liste forbi.
Sandheden var desværre en kende anderledes.
De helt store stjerner som Bale, Cristiano og Modric blev behændigt ledt udenom presselogens buttede journalister og direkte i omklædningsrummet; desværre. Men helt katastrofalt var det alligevel ikke; vi fik lov til at hilse på både Morata og Carvajal, og nikket anerkendende til Ancelotti, Gaméz og Willy.
Trods alt. Og det er i grunden ganske ok for et par jomfruer ud i Bernabéus presserutiner.
Carvajal sagde lidt om livet, lidt om fodbold og lidt om at vinde en lørdag eftermiddag.
Vi skrev et par noter ved pressemøderne – Schuster kaldte Real Madrid for en kompliceret modstander og forklarede til os, at 90 minutter er ganske længe på Bernabéu, Morata udtrykte stor glæde over at være startet inde, og Carvajal var glad for de tre point og muligheden for at vise sine kvaliteter frem for Ancelotti. Jovist – vi fik snuset lidt til stjernestøvet.
Og så fem timer efter vi entrerede Bernabéu var det forbi. Ud på gaden, ned mod metroen og af sted fra Spaniens fodboldhovedstad. Væk var de store kameraer, livetransmissionerne til Spaniens store tv-shows og de skrivende journalister fra ind- og ud-land. Og tilbage stod vi med en pose med Real Madrids logo indholdende dagens kampprogram, nogle pressekort og lignende sammenskrabede klenodier.
Real Madrid vandt. Espanyol gjorde det samme, og det lykkedes ikke for Barcelona at snyde Osasuna, så denne lørdag blev pludselig bedre end de fleste for os Madridista. Og tro mig, det kunne mærkes i byen, men det lover vi, at du kan læse om senere i dag!
Morata var svært omringet. Her flankeres han af Jesús Gaméz fra dagens tabere.
