Real Madrid med og uden Casemiro

 

 

Casemiro er Zidanes opfindelse. Brasilianeren har siden franskmandens indtrædelse i trænersædet i Real Madrid været fast mand på den krævende 6'er-position i Kongeklubben. En position Real Madrid har bøvlet med, siden Perez i sin første præsidentperiode fejlagtigt valgte at afhænde Makelele til engelske Chelsea. Men Casemiro har fået sat skik på de defensive dyder i hovedstadsklubben.

Således har Real Madrid, med sit brasilianske defensive anker vundet 14 ud af 14 kampe, en sejrsrate på imponerende 100% med Casemiro på holdkortet. Og det er bestemt ikke et fortilfælde. I denne sæson har Casemiro med afstand været Real Madrids bedste defensive kort. Statistikcentralen whoscored.com rangerer brasilianeren helt i toppen. I sine blot tre ligakampe denne sæson har den defensive midtbaneslider bidraget med 5,7 tacklinger per kamp, 1,3 interceptions per kamp, 1 clearing per kamp, 2 driblinger per kamp, 0,7 blokeringer per kamp og kun 1,7 frispark per kamp. Endvidere snitter Casemiro en fornem afleveringsprocent på 88,6% succesfulde afleveringer per kamp. 

Champions i denne sæson er ikke medregnet i ovenstående tal, men i Real Madrids første kamp mod Sporting Lissabon var Casemiro allestedsværende med 6 taklinger og 4 interceptions. Han blev rangeret som Real Madrids tredjebedste spiller denne kamp af whoscored.com. 

Derfor er det selvsagt en stor bet, at Casemiro, ifølge flere spanske medier, kan være ude af spillet i op til to måneder. Zidane skal i hvert fald ryste godteposen ekstra godt for, at procentdelen af vundne kampe forbedres uden Casemiro. Således har Real Madrid kun formået at vinde 63% procent af sine kampe uden den vigtige 6'er på holdkortet.

1-1 kampen mod Villarreal forbedrede ingenlunde denne statistik, så det bliver interessant at følge, hvordan dette tal former sig i Casemiros tilsyneladende længere fravær.

Seneste artikler...

Annonce