Madridista

 
 

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 13 - Emilio Butragueño

butragueno

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 13. God fornøjelse.


13 
Emilio Butragueño Santos

Født: 22. juli 1963

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1984-1995
Kampe for Real Madrid: 463
Mål for Real Madrid: 171

Trofæer med Real Madrid:
- 6 x LaLiga
- 2 x UEFA Cup
- 2 x Copa del Rey
- 1 x Copa de la Liga
- 4 x Supercopa de España
- 1 x Copa Iberoamericana (en engangsturnering, som Real Madrid deltog i pga. Copa del Rey-triumfen året før)

Bedrifter i Real Madrid:
- To gange modtager af Bravo-trofæet som bedste spiller under 24 år i 1985 og 1986
- Vandt Pichichi-trofæet i sæsonen 1990-91
- To tredjepladser i Ballon d’Or i 1986 og 1987

Vi har på denne liste allerede rundet to spillere fra La Quinta-tiden, nemlig målmaskinen Hugo Sánchez og Míchel, der var en af de fem La Quinta-drenge. Nu er vi kommet til den mest prominente af de fem spillere og ham, der lagde navn til holdet. Det drejer sig om Emilio Butragueño, også kendt som El Buitre (Gribben), der henover tolv sæsoner på Real Madrids førstehold fik charmeret sig ind i fodboldverdenen med sin elegante spillestil og sympatiske væremåde.

Butragueños historie med Real Madrid startede i en tidlig alder. Gennem familien var han allerede fra barnsben Real Madrid-socio, og trods henvendelser fra Atlético Madrid forblev han altså tilknyttet Los Blancos. Butragueño skulle senere hen blive kendt som en gudsbenådet dribler, men i sine unge år var der tvivl om hans fremtid som fodboldspiller på grund af hans klejne statur og blot 170 centimeter i højden. Selv gik den unge Butragueño med overvejelser om, hvorvidt han skulle fortsætte med at arbejde i sin fars parfumeri og dedikere sin tid til studierne, men heldigvis forduftede alle parters tvivl med tiden, og Butragueño endte med at brage gennem Real Madrids akademi.

Butragueño betragtes som frontspilleren af de fem Quinta-drenge, og tilbage i 1984 var han den tredje af dem til at få debut på førsteholdet. Quinta del Buitre-begrebet fandtes dog allerede forinden. Real Madrid havde ikke vundet det spanske mesterskab siden 1980, og derfor sukkede man på daværende tidspunkt efter nye stjerner, der kunne føre klubben tilbage på den spanske trone. I den forbindelse blev der den 14. november 1983 udgivet en artikel i El País omhandlende den kommende, gyldne generation i Real Madrids akademi. Overskriften var ”Amancio og Quinta del Buitre” og handlede om Castilla-holdets cheftræner, der i øvrigt også har fået plads på denne top20-liste, samt de kommende stjerneskud fra akademiet.

Pludselig befandt Real Madrid sig i en situation, hvor der var større interesse i klubbens andethold end i førsteholdet. Butragueño fortæller selv om tiden: “Vi spillede på Bernabéu ligesom førsteholdet. Førsteholdet havde ikke vundet ligaen i tre år, de havde ikke vundet nogen titler, og folk var ikke særligt glade for dem. Så skete der noget, som, jeg tror, aldrig før var set i fodboldens historie. Andetholdet bragte flere tilskuere til stadion end førsteholdet”.

Nogle gange mødte mere end 60.000 tilskuere op for at se det talentfulde Castilla-hold, der i 1983/84-sæsonen endte med at vinde den næstbedste spanske række som det eneste andethold nogensinde. Butragueño var langt hen ad vejen topscorer i tabellen, men så blev han udtaget til førsteholdet af cheftræner Alfredo Di Stéfano, der ledte efter nye løsninger på sit kriseramte hold. Og Butragueño viste sit værd med det samme. Den 5. februar 1984 blev han skiftet ind halvvejs i en kamp mod Cádiz, hvor Real Madrid var bagude med 2-0. El Buitre tog imod chancen og scorede to gange og lagde op til det tredje i hvad, der endte med at blive en 3-2-sejr til Real Madrid. Han forblev førsteholdsspiller i resten af sæsonen med spilletid i ni af de resterende tolv kampe af sæsonen, og i det kommende årti skulle han ikke se sig tilbage.

Med udgangspunkt ofte lidt til venstre på kanten og andre gange mere centralt var Gribben garant for en hel del mål, masser af flot driblekunst og præstationer, som i høj grad var det 7-tal, som han bar på ryggen, værdigt. Allerede i sin anden og tredje sæson, i 1985 og i 1986, var han med til at vinde klubbens to UEFA Cups, og samtidig begyndte mesterskaberne at komme. Endda med hele fem af slagsen på stribe. Hugo Sánchez var holdets klare topscorer, men også El Buitre spædede til. I hver af sæsonerne fra 1984/85 til 1991/92 ramte han tocifret antal ligamål, og i hver af sine sæsoner på nær den første og den sidste var han fast starter for Real Madrid.

Med 171 mål på 463 kampe fornemmer man, at selvom Butragueño scorede godt med mål, var han ikke en målmaskine som sin mexicanske angrebsmakker og andre både tidligere og senere angrebsrovdyr. Til gengæld var samtiden fuld af beundring for El Buitres elegance. Amancio beskriver ham som artistisk, sitrende, elektrisk, cool og smækfyldt med kvalitet. Sid Lowe, der er Guardian-journalist og ekspert på spansk fodbold, beskriver ham som en balletagtig og yndefuld spiller, der altid skilte sig ud med sin intelligens, spillelyst og delikate touch. Jorge Valdano, der har bestridt alskens roller i Real Madrid, beskriver Butragueño som rendyrket poesi med evnen til at demonstrere storheden i at kunne forføre.

Disse er ikke blot flotte ord fra prominente herrer, for El Buitres dribleevner vandt ham to gange Bravo-trofæet som den bedste spiller under 24 år, og to gange blev han nummer tre i Ballon d’Or-opløbet i 1986 og 1987. Det er heller ikke et tilfælde, at et af hans mest ikoniske mål er en scoring imod Cádiz, hvor han først sætter én mand, inden han danser udenom både endnu en forsvarsspiller og målmanden på baglinjen for derefter at trille bolden i det tomme mål.

Også på Real Madrids egen hjemmeside istemmer man sig beundringen for Butragueños måde at forvalte sit talent på: ”Butragueño var et fodboldgeni og en Real Madrid-legende, der forvandlede fodbold til kunst. Hans driblinger var uforlignelige, og hans mål var, hvad drømme er lavet af”. Det er naturligvis på sin plads med en sund skepsis over for Real Madrids egne ord om en af klubhistoriens mest loyale og største spillere, men beskrivelsen af Butragueño som kunstner er ikke helt fjern fra den måde, som han selv fortolkede sit fodboldspil på. Mens andre spillere i tide og utide udtaler sig om de næste mål, trofæer og hæder, reflekterede Butragueño anderledes: ”Jeg forsøger at være kreativ på banen. Jeg læser af og til kunstbøger i stedet for romaner. Jeg kan godt lide kunstnerlivet. Alt, hvad der kan skabes, er kunst. Jeg opfatter fodbold som en måde at udtrykke sig på og opfinde noget på. Det handler alt sammen om at skabe. Nydelse, underholdning”. Butragueño formåede dog trods alt at blive topscorer i LaLiga i 1990/91-sæsonen med hele 19 fuldtræffere, men ellers var det Hugo Sánchez, der sad på den titel.

Én ting, der ofte fremhæves i de største Real Madrid-spilleres karrierer, er antallet af Champions League-titler, de har vundet. Det er naturligvis et af de ømme punkter, når man snakker om Quinta-tiden, for det var kun Manolo Sanchís, der stadig var i klubben i 1998, som vandt en. Butragueño var med sin ydmyghed, sympatiske væsen og elegante spillestil et perfekt symbol på Real Madrids dominans i Spanien, men hele tre gange røg man ud i semifinalen i den største europæiske klubturnering. Den hæder tilfaldt ham altså aldrig, idét han – måske lidt tidligt – var brændt ud i Real Madrid i en alder af 31 i 1995. I sin sidste sæson spillede han blot otte kampe, og det skyldtes ikke mindst fremkomsten af den unge Raúl González, der fuldstændig satte sig på spilletiden fra niende spillerunde og frem og dermed stod klar til at indlede en ny æra med det legendariske 7-tal på ryggen.

Butragueño fik dog sin afskedskamp imod Roma i 1995 til stående ovationer fra tilskuerne, der i mere end et årti havde nyt godt af kvaliteterne hos noget af det bedste, som akademiet nogensinde har udklækket. Siden har Butragueño varetaget diverse roller i klubben og fungerer stadig som en glimrende ambassadør for Real Madrid. Her hører man ham ofte på fejlfrit engelsk – igen ikke helt normalt for spanske fodboldspillere, der aldrig har spillet i engelsk fodbold – kommentere på diverse emner i og omkring klubben, store kampe og Champions League-lodtrækninger.

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Tags: Spillerportrætter

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...