Syv Real Madrid-talenter fik debut i 2018

Hele syv Castilla-spillere var dygtige nok til at få debut i 2018 for Real Madrids førstehold - fire af disse under Santiago Solaris korte trænerperiode i klubben.

Luca Zidane var den første Castilla-spiller til at få debut tilbage i sidste sæson, da Zinedine Zidane valgte at give sin søn debut i sidste spillerunde i LaLiga mod Villarreal, en kamp der endte 2-2. Luca har været en del af La Fábrica siden 2004.

Den næste i rækken af debutanter i 2018 var Sergio Reguilón, der debuterede tilbage i starten af oktober i en Champions League-kamp mod CSKA Moskva, som Real Madrid tabte 1-0. Den 22-årige venstreback har siden sin debut spillet seks kampe fordelt på 495 minutters fodbold. Reguilón har været en del af Real Madrids ungdomssystem siden 2005, hvor han startede på u/10-holdet.

Real Madrids store uruguayanske stortalent, Fede Valverede, der var udlejet til Deportivo la Coruña i sidste sæson, fik også sin førsteholdsdebut i 2018, da han blev skiftet ind i anden halvleg i Champions League-kampen mod Viktoria Plzen på Santiago Bernabéu, en kamp som Real Madrid vandt 2-1. Siden er det blevet til 8 kampe fordelt på 321 minutters fodbold for midtbanespilleren, der skiftede fodboldtilværelsen i Peñarol ud med verdens største fodboldklub tilbage i 2016.

De sidste fire Castilla-debutanter i 2018 havde samme fællesnævner: Santiago Solari. Således fik Javi Sánchez, Cristo, Fran García og Álvaro Fidalgo alle debut i efteråret 2018 under Solaris ledelse. 

Sánchez debuterede tilbage i november i Real Madrids udebanekamp i Champions League mod Viktoria Plzen, som man vandt hele 5-0. Siden er det blevet til fem kampe og et debutantmål, som den 21-årige midterforsvarer scorede mod Mellilla i Copa del Rey. Sánchez blev indlemmet i La Fábrica tilbage i 2005, og startede sin ungdomskarriere ud på u/9-holdet.

Castilla-topscoreren fik den bedst mulige debut for Real Madrids førstehold, da han kom på banen og scorede Real Madrids mål til 4-0 i udebanekampen i Copa del Rey mod Mellilla.

García og Fildago debuterede i samme kamp i 2018. De to Castilla-spillere fik således begge spilletid i Real Madrids returkamp mod Mellila i Copa del Rey, der blev vundet med tenniscifrene 6-1. Førstnævnte tegnede sig endda for en fornem assist i kampen. García skiftede til Castilla som u/15-spiller tilbage i 2013 og Fidalgo i 2012 som u/16-spiller.

Seneste artikler...

Annonce