Italiensk medie: AC Milan vil have Ceballos ind på en lejeaftale med købsoption

For en lille uge siden bragte den spanske sportsavis AS nyheden om, at AC Milan havde meldt sig ind i kampen om Dani Ceballos' underskrift - en kamp der allerede tæller flere europæiske storklubber.

Nu melder det italienske medie Sportmediaset, at AC Milans repræsentanter håber på at kunne blive enige med Real Madrids ditto om en aftale, der sender Ceballos til Milano på en toårig lejeaftale til en værdi af 5-8 millioner euro og med en købsoption på mellem 32-35 millioner euro.

Det ville i så fald blive en aftale, der minder meget om den, som Real Madrid indgik med Juventus, da man afhændende Álvaro Morata til den italienske storklub i sin tid, og derfor regner det italienske medie det også for sikkert, at Real Madrid, som minimum, vil have en tilbagekøbsklausul med i aftalen, der tilsvarer AC Milans købsoption.

På den måde har Real Madrid stadig mulighed for at hente den 22-årige midtbanespiller tilbage, ligesom man gjorde med Morata, hvis han imponerer i den italienske Serie A.

AC Milans problem kan imidlertid blive, at Ceballos nok en gang er i gang med en god slutrunde med det spanske u/21-landshold, hvor han uden tvivl er med i feltet om at blive udnævnt til turneringens bedste spiller, og der mener spanske AS at vide, at Real Madrid ikke vil lytte til tilbud under 50 millioner euro.

Seneste artikler...

Annonce