Modric og Lucas bliver ikke klar til Mallorca

Det er efterhånden så sikkert som amen i kirken. Real Madrid slipper ikke for nye skader, når der spilles landskampe. Denne gang er det så gået ud over Luka Modric, som blev skadet i Kroatiens kamp mod Wales, hvor Gareth Bale i øvrigt også blev skadet.

Nu er det så, så godt som sikkert, at Modric må sidde over mod Mallorca, mens han også er mere end tvivlsom til kampene mod Galatasaray og Barcelona.

Modric fik et hårdt slag i de døende minutter af kampen mod Wales, og til at starte med blev det regnet for at være en hjernerystelse, hvorefter spilleren kun skulle bruge to eller tre dage til at komme sig.

Det er ikke første gang i denne sæson, at Modric er blevet skadet i en landskamp. Tidligere på sæsonen kom han skadet tilbage til Madrid, efter han pådrog sig en skade mod Azerbaijan, som holdt ham ude i fire Real Madrid-kampe.

Modric er dog ikke den eneste, der misser kampen mod Mallorca. Også Lucas Vázquez må sidde ude, når Real Madrid besøger ferieøen i weekenden, mens man håber på, at han er klar til kampen mod Galatasaray den 22. oktober.

Som tidligere nævnt blev Gareth Bale også skadet i landskampspausen, da han og Wales mødte Modric’ Kroatien. Her er der tale om en mulig muskelskade i venstre læg. Waliseren skal testes i morgen, men man regner med, at han må melde fra til de næste par kampe.

Seneste artikler...

Annonce