Brasserbold: Reinier er som Kaká/Ballack

Real Madrid præsenterede i sidste uge 18-årige Reinier Jesús, men hvem er han, dette nye stortalent, som alle taler så positivt om. Det har vi spurgt vores venner på Brasserbold om og som sædvanligt stiller Peter Arnholdt gerne op med fyldestgørende svar:

Kan du fortælle nyt om Reinier, som vi flere steder har læst som "Den nye Kaká" og sågar "Den nye Ronaldo". Vi er nok mere enige i, at han minder om Kaká end om Ronaldo Nazario, men hvad siger du om denne sammenligning?

- Reinier er sat i bås med Kaká og Michael Ballack, og det passer egentligt fint, da han også er den meget dybdeløbende midtbanespiller, men han er så meget mere end det. Han er typen som fra sin position typisk som 10'er søger ned i banen for at deltage i det opbyggende spil, og så går han med hele vejen i feltet for at få afslutningen med.

Han virkede meget følelsesmæssigt berørt under præsentationen og det efterfølgende pressemøde og man får indtrykket af, at han er en særdeles fornuftig dreng med gode familiære relationer og et stærkt bagland, som ikke kommer til at volde Real Madrid problemer. Her tænkes der sammenligningen med Neymar, hvis bagland ikke altid virker til at bekymre sig meget om klubberne.

- Det er ikke uro på bagsmækken, når vi snakker Reinier. Hans far Mauro Brasília er gammel landsholdsspiller i futsal, som blandt andet vandt VM i 1985, og det virker som om, at han har fået lov til at udvikle uden pace og andet skidt. Reinier har været fysisk og teknisk et skridt foran mange andre, og det gjorde, at han som 16-årig spillede både på Flamengos U17- og U20-hold. Han har taget nogle steps, som ingen andre, og han har undervejs udvist en spillemæssig intelligens, som har gjort, at han til trods for sin unge alder har været en leder på alle u-hold i Rio-klubben. Jeg husker en finale i U17-pokalturneringen for nogle år siden, hvor 9 spillere fra Flamengo-truppen var ramt af fåresyge, men det slog ikke Reinier & Co. ud. De vandt til trods for de dårlige odds pokalen med en 1-0-sejr i returkampen, og det var selvfølgelig Reinier, som stod for det enlige mål.

Hvad kan vi forvente os af Reinier på kort og på langt sigt og hvilke forventninger har man i Brasilien?

- På kort sigt skal han vænne sig til spillet i Spanien, men hvis han følger samme sti som i Flamengo, så bliver han hurtigt klar til La Liga. Hvis Reinier får den fornødne spilletid for Real Madrid, så kommer han til at flytte sig ekstra meget. Det er ikke altid, at han tager de rette beslutninger på banen, men det er igen et spørgsmål om erfaring. Han virker til at have let ved at lære, og det er forudsætningen for at blive en klassespiller. Men ellers vil jeg beskrive Reinier som en teknisk komplet spiller, som har let ved at komme til chancer og score mål med både højre, venstre og på hovedstød. Han er en relativ høj spiller og mangler måske lidt speed, men det kompenserer han for i tanke og handling. Reinier er typen, der kan og vil være med til at sætte spillet for sit hold, så jeg kan på sigt sagtens se ham i rollen som en dirigent på den centrale midtbane, som 10´er eller måske lidt længere tilbage på banen som 8'er med ret og pligt til at søge med frem. I Brasilien forventer vi, at Reinier bliver A-landsholdsspiller. Det er bare et spørgsmål om tid. På kort sigt håber vi på, at han kommer med til OL i Tokyo senere på året, så må vi se om han får lige så flot afsæt som Gabriel Jesus efter Legene i Rio i 2016.

Og har du ellers noget spændende info om ham, som vi kan få med?

- Den med at Reiniers far er gammel verdensmester i futsal, den er nok ikke mange, der kender, og futsal har jo ligesom overtaget gadefodbolden som brasiliansk fodbolds vugge. Jeg så ham selv første gang ved U15-turneringen Cruzeiro Cup i december 2017, hvor hans Flamengo vandt finalen suverænt, og Reinier blev kåret til bedste spiller og desuden nappede topscorerprisen. Reinier skulle have været anfører for det brasilianske U17-landshold ved VM i oktober-november måned 2019, men Flamengo ville ikke slippe ham selvom turneringen skulle spilles netop i Brasilien. Brasserne blev alligevel verdensmester og Reinier fik samme periode pænt med spilletid for Flamengo, der senere vandt både det brasilianske mesterskab og Copa Libertadores. Hans første scoring som professionel faldt den 7. september 2019, og stedet kunne ikke have været valgt bedre. Det skete nemlig på Estádio Mané Garrincha i Brasilia, selvsamme by, hvor Reinier kom til verdenen den 19. januar 2002.

Seneste artikler...