Real Zaragoza fordobler billetpriserne forud for kampen mod Real Madrid

Real Madrid skal møde Real Zaragoza i ottendedelsfinalen i Copa del Rey, og fordi Zaragoza hører til i en lavere division i Spanien, har de hjemmebanefordelen. Det har klubben udnyttet ved at fordoble billetpriserne, i forhold til hvad det normalt koster at se deres hjemmebanekampe i den spanske Segunda División.

Kampen spilles den 29. januar kl. 21 på La Romareda, og de billigste billetter koster 60 euro i stykket, mens de dyreste koster 95 euro. Klubbens medlemmer vil dog have mulighed for at købe billetter til 15-20 euro per styk.

Prisstigningen synes at være et profitabelt træk fra klubbens side, eftersom der har været store køer foran stadion, siden billetsalget åbnede. For klubbens fans er det muligheden for at se en kamp, der plejede at være en spansk klassiker i både Copa del Rey og La Liga, men Real Zaragoza har ikke været en del af det bedste spanske selskab, siden klubben rykkede ned i 2012-13-sæsonen på en tyvendeplads. I 00’erne havde klubben ellers huset internationalt kendte spillere som David Villa, Roberto Ayala og Milito-brødrene.

Der forventes at være udsolgt til kampen, hvilket vil være første gang for Real Zaragoza i indeværende sæson.

Seneste artikler...

Annonce