MARCA: De fem forskelle på Ancelotti og Zidane

I Real Madrid er der størst mulighed for at lykkes som træner, hvis man er pragmatiker, der er god til at håndtere de store fodboldspilleres evner og personligheder. Det kan man se på listen af de mest succesfulde trænere i Real Madrids nyere historie, der tæller navne som Vicente del Bosque, Zinedine Zidane og Carlo Ancelotti.

Zidane lærte af Del Bosque som spiller og senere Carlo Ancelotti som træner. Da franskmanden selv blev træner overgik han dog dem begge i Real Madrid, i hvert fald indtil videre.

For nu er Ancelotti tilbage, og fem kampe inde i sæsonen er det allerede tydeligt at se, at der er sket en markant forandring i forhold til Zidanes hold inden sommerferien. Marca præsenterer de fem største forskelle:

Tillid til Vinícius

Den første er troen på Vinícius. Han var ofte starter under Zidane, men det virkede aldrig som om franskmanden var fuldstændig overbevist af Vinis præstationer. I denne sæson er Vinícius startet som lyn og torden, men kun tiden vil vise, om der er tale om god form eller en reel udvikling.

I løbet af sommerferien blev Vinícius sågar ringet op af Carlo Ancelotti. Her forsikrede den nye træner om, at brasilianeren fortsat var en del af planerne, uanset om Kylian Mbappé blev købt.

Zidanes Madrid var mere solide

Vi er kun fem kampe inde i den nye sæson, men allerede nu er det mege tydeligt, at Zidane lagde mere vægt på en solid defensiv end Carlo Ancelotti, som vægter en flydende offensiv højere. Man kan dog argumentere for, at Zidane var tvunget til at sætte sin lid til forsvaret, da holdet i sidste sæson var ekstremt hårdt ramt af skader.

Pintus er tilbage

Det var oprindeligt Zidane, der hentede Antonio Pintus til klubben, men da han vendte tilbage til sin anden periode som Real Madrid-træner, valgte Antonio Pintus at tage til Inter, hvor han skulle arbejde under Antonio Conte.

Nu er Pintus tilbage i Real Madrid, og det virker allerede nu som om, at spillerne har mere energi. Hans største opgave er dog at få slået ned på de mange skader.

Flere unge spillere

Under Zidane så det nogle gange ud til, at Zidane ville én ting og klubben ville en anden. Klubben indkøbte store talenter som Vinícius, Rodrygo, Jovic og flere andre, men Zidane så tilsyneladende ikke altid det store lys i de unge spillere. I stedet blev der stolet på den gamle garde, som havde været med til at sikre ham tre Champions League-trofæer.

Under Ancelotti er der blevet plads til folk som Vinícius og Eduardo Camavinga, Miguel Gutierrez startede over Marcelo og så sad Eden Hazard ude hele kampen mod Inter i Champions League.

Gareth Bale

Zinedine Zidane ønskede ikke at beholde Bale i Real Madrid, og deres forhold var tydeligt betændt, inden Bale blev sendt til Tottenham på en lejeaftale. Ancelotti har dog været åben for at bruge waliseren, der startede sæsonen fornuftigt, men nu er skadet de næste 8-10 uger.

Seneste artikler...

Annonce