Referat: Real Madrid - Osasuna 1-1, LaLiga, 7. spillerunde

Real Madrid missede muligheden for at komme tilbage på førstepladsen, da man i går aftes måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Osasuna.

Det stod hurtigt klart, at det skulle blive en svær aften for hjemmeholdet, som havde svært ved at finde det nødvendige flow i spillet og mod et kompakt og fornuftigt spillende Pamplona-mandskab, løb man konstant hovedet mod en mur.

Det var småt med chancer til Real Madrid, men bedste forsøg kom da Vinícius blev sendt afsted på venstrekanten og med en flot aflevering fandt Benzema inden foran mål, men han firsttimede bolden tæt forbi stolpen.

Det er i disse situationer, at Vinícius er bedst, men desværre brugte han mere tid på sin kvalmende teatralske optræden, som desværre ser ud til at blive en fast del af hans repertoire. Alligevel skulle han blive målscorer, da han kort før pausen lagde et indlæg ind foran mål, som snød Osasuna-målmanden og strøg i nettet. Helt symptomatisk for Real Madrids spil, at der skulle en tilfældighed til at åbne det hele.

Det gav naturligvis forhåbninger om bedre spil i anden halvleg, men Osasuna fik hurtigt udlignet i en situation, hvor Andriy Lunin ikke kan sige sig helt fri for skyld, idet han stod for langt fremme og lod sig overliste.

Ancelotti reagerede hurtigt fra bænken og sendte Camavinga og Fede Valverde på banen, men det var begrænset, hvad de kunne ændre og offensivt gjorde Rodrygo og Benzema ikke meget væsen af sig og de farlige situationer opstod kun, når Vinícius koncentrerede sig om at spille fodbold.

Real Madrid fik dog en gylden mulighed for at sikre sejren, da García kluntet satte to hænder i ryggen på en helt fri Benzema og efter et VAR-gennemsyn var sagen klar: Straffespark og rødt kort til Osasuna-spilleren.

Benzema tog sig selv af forsøget, men hamrede bolden på overliggeren og dermed er han ved at sikre sig en skidt straffesparks-statistik.

Det blev ved 1-1 og dermed låner Real Madrid førstepladsen ud til Barcelona.

Kampens spiller: Vinícius. Det er måske mere korrekt at sige, at han var den mindst dårlige, men de farlige ting blev trods alt skabt af ham.

Kampens badebold: Vinícius. Spil. Nu. For. Helvede. Fodbold. Hans teatralske attitude er svært kvalmende. Kig på Fede Valverdes seneste kamp, hvor han får et gevaldigt trælår, men kvitterer med en spurt over en halv banelængde. Det er sådan noget stof, Real Madrid-legender er lavet af.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Det var et bump på vejen, men så heller ikke mere. Der er ikke grund til den store bekymring, men det er et fint opmærksomhedspunkt, at man skal være fokuserede i alle kampe.

Seneste artikler...

Annonce