Interview om Vinicius Jr.

På Madridista.dk ønsker vi altid at udbrede kendskabet til vores både nuværende profiler, forhenværende legender og ikke mindst kommende stjerner. Mens vi løbende opdaterer om de to førstnævnte, har det knebet med den sidste del.

Heldigvis er vi kommet i kontakt med Peter Arnholdt, der til daglig bor i Brasilien og nøje følger landets blomstrende talentmasse. Foruden dette er Peter sammen med Andreas Knudsen også mændene bag Brasserbold, der både eksisterer som blog og med en podcast, som også i høj grad kan anbefales.
Peter har indvilliget i at svare på nogle spørgsmål om Vinicius Jr. som netop har skrevet en rekordstor kontrakt med Kongeklubben. Fremadrettet håber vi at det kan blive til flere af denne slags indslag, og vi kan fra redaktionens side kun håbe, at det bliver et givtigt samarbejde med Sambabold fremadrettet.

Hvad gør Vinicius Jr. unik som spiller?
Det er helt sikkert hans offensive kvaliteter. Han er qua sine driblinger/teknik og hurtighed/temposkift i stand til at kunne sætte en eller flere mand af og komme til afslutning. Han kan afslutte med begge fødder, hovedet og sågar også med andre dele af kroppen. Hans største force er måske evnen til at finde kreative offensive løsninger, når det er nødvendigt. Vinicius har et instinkt, som gør ham uforudsigelig. Ved en U20-turnering i januar måned så vi ham blive matchvinder i en kamp mod Cruzeiro ved i overtiden at slå bolden ind med brystet, og det var en chance, som opstod ud af de blå. Det er ikke noget, som man kan træne. Der er andre situationer, hvor han viser et fodboldmæssigt overskud og overblik, som bringer minderne frem om en Ronaldinho i – ja, jeg skal beklage – i en Barcelona-trøje.

Har der været ekstraordinært hype om Vinicus i Brasilien før skiftet eller kom det ud af ingenting?
Vinicius har været med omkring de brasilianske U-landshold siden 2014, så han er jo kendt hernede for os, som kigger talenter. Jeg så ham selv på nærmeste hold i december 2014, da Brasiliens U14-landshold deltog i en U15-turnering her i Belo Horizonte, og der var 'Vinicius Jose' (det stod han opført som...) den bedste i den kanariegule trøje. Alle har vidst, at der var tale om en meget talentfuld spiller, men han tog et syvmileskridt i januar 2017, da han som 16-årig kvalificerede sig til 'All Star'-holdet ved Copa São Paulo de Júnior. Det er en U20-turnering, som er kendt for at bringe de nye talenter helt frem i rampelyset. Vi har et par gode eksempler med Gabriel Jesus i 2015 og Neymar endnu tidligere. Mht. til Vinicius, så kom hypen for alvor, da han i februar/marts måned blev topscorer og bedste spiller ved de sydamerikanske U17-mesterskaber, og kapløbet om talentet startede for alvor.

Vi kender ham mest som topscorer ved de sydamerikanske u17-mesterskaber. Men kigger man på historien er det ikke noget tegn på ekstraordinær kvalitet. Skal vi være bekymrede?
Vinicius kan nu godt være sit CV bekendt. Han var med til at vinde det Sydamerikanske U15-mesterskab i 2015, en turnering, hvor han blev vicetopscorer og spillede finalekampen iført en blå badehætte efter en hovedskade. Året efter blev han landsholdets topscorer ved en turnering i Indien, og her i år brillerede han så ved de sydamerikanske U17-mesterskaber. Om I skal være bekymrede? Tja, Real Madrid lægger kassen for at få fat i det måske største talent på verdensplan i årgang 2000. Men Vinicius har meget at lære endnu. Han er i øjeblikket ved at tage nogle vigtige skridt på Flamengos Serie A-hold. Han blev rykket op i den professionelle trup for en måned siden og træner nu med navne som Diego, Paolo Guerrero mfl., og der får han sikkert en masse inspiration både på og uden for banen. Han er blevet indskiftet nu 4 gange, og det ser bedre og bedre ud. Nu lykkes han med nogle af de aktioner, som kiksede i debutkampen mod Atlético Mineiro, og senest mod Botafogo havde han et skud på træværket. Jeg synes ikke, at I skal være bekymrede, men alle 'madridistas' skal vide, at Vinicius selvfølgelig er en risikabel investering, fordi han er så ung. Inter købte i sin tid Philippe Coutinho i Vasco da Gama, da han havde nogenlunde samme alder som Vinicius, men Coutinho blev jo første en verdensklassespiller i Liverpool nogle år senere.

Er der mest Robinho eller Neymar over Vinicius - med andre ord, er han langtidsholdbar?
Det spørgsmål vil jeg gerne besvare om nogle år. Der kan jo ske ALT. Penge og stjernestatus kan jo ændre en ung spillers fokusering, men Vinicius kommer til at lære meget bare i løbet af det næste år. Alle kommer til at have fokus på ham, hvad han laver på og ikke mindst uden for banen. Det pres kommer forhåbentlig til at give ham en vis ballast inden han tager til Madrid. Og en anden ting, som man også skal tænke på. Med de mange penge følger der også et udsat liv, og man skal hele tiden tænke sig om. Brasilien er jo ikke et ufarligt land. Robinhos mor blev på et tidspunkt kidnappet, og driblekongen måtte slippe mange penge for at få hende tilbage i god behold. Vinicius familie skal nu til at leve i en 'bankboks'. Det skulle de ikke før. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at påvirke sagerne...

Skal vi være glade eller bekymrede for at have smidt over 300 mio. kroner efter en spiller nærmest uden seniorerfaring?
I skal da være stolte over at have penge til at sikre en usleben juvel, og prisen er jo bare et udtryk for markedsværdien. Og seniorerfaring, det er ligesom svært at kræve for en 16-årig. Real Madrid får i hvert fald en spiller med et utroligt potentiale, og jeg krydser fingre for, at det hele går op i en højere enhed.

Herunder er en video fra Vinicius' seneste optræden:


Seneste artikler...