Real Madrids Youth League-hold fortsætter sejrsstimen

Real Madrids U19-hold fortsætter det imponerende titelforsvar i UEFA Youth League. Onsdag besejrede Juvenil A RB Leipzig med 5-2 på Alfredo Di Stéfano og sikrede sig dermed sin tredje sejr i lige så mange kampe i turneringen.

Real Madrid fik en drømmestart på opgøret og bragte sig foran 2-0 inden for den første halve time. Først sendte Marcelos søn, Enzo Alves, hjemmeholdet i front efter et indlæg fra Yáñez i det 15. minut, inden Alexis Ciria fordoblede føringen ti minutter senere med en præcis afslutning efter en fremragende stikning fra Carlos Díez.

Leipzig fik dog reduceret til 2-1 kort før pausen, da Langsteiner scorede tyskernes første mål mod Real Madrid i denne sæsons turnering. Hjemmeholdet lod sig imidlertid ikke ryste.

Allerede fire minutter efter pausen slog indskiftede Sergio Castellón til. Angriberen havde erstattet Ciria i pausen og scorede med sit første boldberøring, da han sendte et skud fra kanten af feltet i nettet.

Real Madrid fortsatte presset, og i det 56. minut blev Enzo Alves fældet i straffesparksfeltet. Yáñez tog sig af straffesparket og sendte målmand Kanyai den forkerte vej til 4-1. Samtidig skrev kantspilleren sig ind i klubbens ungdomshistorie ved at blive den Real Madrid-spiller, der har optrådt flest gange i Youth League, med 26 kampe.

Leipzig fik reduceret til 4-2 ved Klapija i det 65. minut, men Álvaro Rivera lukkede kampen syv minutter senere med scoringen til slutresultatet 5-2.

Sejren betyder, at Real Madrid har vundet samtlige tre kampe i Youth League indtil videre.

 

Real Madrids hold: Guille Ponce, Bailón (Guille González, 78’), Joan Martínez, Mateo Garrido, Lezcano (Marco, 59'), Diego Villalba, Cherif, Carlos Díez, Yáñez (Álvaro Rivera, 59'), Alexis Ciria (Sergio Castellón, 46') og E. Alves (Fran Santamaría, 70').

Log-på for at kommentere

Real Madrid Castilla sejrede hjemme over Antequera

Real Madrid Castilla vandt i weekenden med 3-2 hjemme over Antequera.

Hjemmeholdet kunne have fået en drømmestart efter fire minutters spil, da Leiva i helt fri position missede sin afslutning efter fremragende forarbejde fra Carvajal og Yáñez.

I stedet var det Cestero, som efter 39 minutters spil var så uheldig at afrette et skud, som Mestre ikke kunne gøre noget ved, men inden pausen fik Carvajal udlignet, da han tæt under mål modtog en frispilning og let kunne sende bolden ind bag Alcover.

Anden halvleg var blot otte minutter gammel, da Leiva bragte Real Madrid Castilla på sejrskurs, da han fra venstrekanten driblede ind i straffesparksfeltet og udplacerede Alcover og et kvarter senere blev det 3-1 ved stortalentet Alexis Ciria. Forinden var Antequera blevet reduceret til ti mand efter Pérez´ brutale nedslagtning af Carvajal.

I dommerens tillægstid reducerede Destiny til slutresultatet 3-2.

Real Madrid Castilla: Mestre, Fortea, Mario Rivas, Naasei (Lamini, 73’), Diego Aguado, Cestero, Roberto Martín (Adri Pérez, 80’), Yáñez (Pol Fortuny, 69’), Carvajal (Rachad, 80’), Alexis Ciria (Sergio Martínez, 69’) og Á. Leiva.

Log-på for at kommentere

Yáñez kan slå Youth League-rekord

Kantspilleren Daniel Yáñez er et af de mere interessante talenter hos Castilla, men onsdag skal han i aktion for U19-holdet i UEFA Youth League, og det er langt fra første gang, at han skal netop det.

 

Yáñez spillede fuld tid i den første kamp – 3-0-sejren over Inter – så kun skader vil holder ham fra at spille det, der vil blive hans Youth League-kamp nummer 25 og dermed en udligning af den klubrekord som Óscar Rodríguez sidder på. Og dermed er der lagt op til, at han snart kommer til at sætte sig alene på rekorden, fordi der mangler fire yderligere kampe i ligaformatet alene i Youth League.

Dermed kan Yáñez faktisk også sætte sig på turneringsrekorden i det hele taget, da Benficas Pedro Álvaro sidder på den overordnede rekord på 28 kampe, hvilket Yáñez altså overgår med én kamp, hvis han spiller alle kampe i ligaformatet.

Dette er 19-årige Yáñez’ fjerde sæson i Youth League, siden han fik debut under Álvaro Arbeloa i 2023/24-sæsonen. I sidste sæson var han med til at vinde turneringen, og efter denne sæson vil han være for gammel til at deltage.

Log-på for at kommentere

Gylden weekend for Juvenil-makkerpar

Det offensive Juvenil-makkerpar Álvaro Rivera (søn af den tidligere Real Madrid-spiller Alberto Rivera) og Beltrán Capote (for nyligt hentet i Málaga) fik sig en uforglemmelig weekend i La Fábrica.

De spillede to kampe og blev tilsammen noteret for 4 mål og 5 assists.

Lørdag var de udtaget til Juvenil Bs opgør mod Atlético Chopera og her kom de på banen med et kvarter igen ved stillingen 1-2 til Juvenil B. Da kampen var færdig, stod der 1-5 på måltavlen efter at først Rivera havde assisteret Capote til scoring i det 78. minut og to minutter senere var rollerne byttet om og Capote var også oplæggr til Del Pinos mål fire minutter før tid.

Den opsigtsvækkende præstation førte til udtagelse til Juvenil As kamp mod Rayo Ciudad Alcobendas. Her kom de i startopstillingen på midtbanen sammen med et andet stort talent, Cherif, og her scorede Rivera to mål, mens Capote assisterede to gange i sejren på 0-5.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Castilla sejrede i El Derbi

Real Madrid Castilla fik en vigtig sejr i gårsdagens El Derbi mod Atlético Madrid på Estadio Alfredo di Stéfano. Sejren kom til at lyde på 3-2.

 

Real Madrid Castilla fik en drømmestart, da angriberen Carvajal tog sagen i egen hånd fra midten af banen og afdriblede hele Atlético Madrids defensiv, inden han udplacerede målmanden. Scoringen gav ro hos et hjemmehold, som har savnet lidt stabilitet i resultaterne i starten af sæsonen og man havde godt styr på begivenhederne og kunne være kommet foran med 2-0 fem minutter før pausen, men Yáñez´ forsøg blev reddet af Astralaga i Atlético Madrid-målet.

Overtaget blev ikke udnyttet i første halvleg og lige inden pausen blev man så straffet, da et ufarligt langskud blev rettet af på vej mod mål og snød Mestre, så Atlético Madrid kunne få udlignet.

Real Madrid Castilla lod sig dog ikke gå på af modgangen og fortsatte det gode spil i anden halvleg, hvor man efter en times spil fik tilkendt et straffespark, som Aguado sikkert omsatte til mål. Fem minutter senere blev Aguado dog skurken, da han begik straffespark på Cubo i banens anden ende. Mestre tog sparket fra D. García, men Koke Mota var først over riposten og fik bragt balance i regnskabet.

Tyve minutter før tid faldt afgørelsen og man havde næsten lyst til at skrive fra hvem andre end Daniel Yáñez, som tog et træk ind i banen fra højre og mesterligt udplacerede Astralaga i Atlético Madrid-målet.

Kampen fik en hæsblæsende afslutning med ti minutter lagt til af kampens dommer og i de ti minutter nåede Real Madrid Castilla at få en scoring fra Alexis Ciria underkendt for off side, mens Mestre til sidst måtte hive en mesterredning frem for at hindre udligning.

Real Madrid Castilla: Mestre, Fortea, Naasei, Mario Rivas, Diego Aguado (Roberto Martínez, 77'), Cestero, Sergio Martínez (Lezcano, 77'), Thiago, Yáñez (Pol Fortuny, 79'), Á. Leiva (Alexis Círia, 77') og Carvajal (Rachad, 82'). 

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...