Higuaín spiller måske sidste kamp
Gonzalo Higuaín kan i aften spille sin sidste kamp for Real Madrid inden skiftet til Juventus, som meldes meget interesserede i den argentinske angriber og angiveligt har budt 25 mill. € for ham.
Det er 384 dage siden, at Estadio Santiago Bernabéu taktfast råbte "¡Pipita, quédate!" (Fortsæt Pipita) ned mod ham og han efterfølgende forlængede sin kontrakt med Real Madrid. Desværre gik der "Santiago Solari" i den og i denne sæson har han på ingen måde imponeret, hverken hvad angår antal mål eller attitude og derfor har han også flere gange hørt hånen fra tilskuerpladserne.
Higuaín kom til Real Madrid for 6½ år siden for 12 mill. €, da han som bare 19-årig blev købt i River Plate og siden er det blevet til 120 scoringer for Real Madrid, hvilket gør ham til den 15. mest scorende i klubbens historie med et målsnit, som ligger over Raúl og Butragueño.
Alt peger dog i retning af, at han ikke er at finde i klubben i den kommende sæson.