La Fábrica i klar fremgang

Real Castilla er Spaniens bedste filial-hold og et klart vidnesbyrd om La Fábricas umådelige styrke i disse år.

Tendensen viser sig også på de spanske ungdoms-landshold, hvor Real Madrid afgiver flest spillere, nemlig 15 af slagsen, hvoraf tre af dem i går blev U21-europamestre, nemlig Nacho, Carvajal og Morata. Herudover var de tidligere Real Madrid-spillere Sarabia og Rodrigo også med i triumfen.

For bare to år siden var Barcelona toneangivende med 17 udtagne spillere til ungdomslandsholdene mod Real Madrids kun 9, hvor især to af dem dog gjorde sig bemærket. Det drejer sig om Álex Fernández og Álvaro Morata, som ved U19-EM i Danmark blev kåret som henholdsvis turneringens bedste spiller og topscorer. Præstationen som topscorer præsterede Morata igen ved det netop overståede U21-EM i Israel.

I den netop overståede sæson spillede hele 38 tidligere La Fábrica-talenter rundt omkring i de spanske klubber i Liga BBVA og gennem de seneste 10 år har Real Madrid hentet næsten 100 mill. € ved salg af talenter, heriblandt Negredo (15), Granero (8) og Soldado (6).

Til den kommende sæson får yderligere to spillere fra La Fábrica chancen på Real Madrids førstehold, nemlig Carvajal, som er tilbage efter et år i Leverkusen og Jesé Rodríguez, som blev næstmest scorende spiller i Liga Adelante med sine 22 sæson-mål. De føjer sig til Álvaro Morata og Nacho, som blev rykket op sidste år.

Seneste artikler...