Hårdtprøvede brasilianere tilbage i Madrid
Real Madrids brasilianske landsholdsspillere vendte i går retur til den spanske hovedstad efter 10 dages landskampspause og det skete efter en mere end 11 timer lang rejse. I den seneste uge har de tilbragt omkring 24 timer i et fly for at blive bragt rundt til de forskellige destinationer, hvor de skulle spille landskampe.
Og der bliver brug for dem med det samme, for Real Madrid spiller allerede i morgen mod Levante og her vil især Casemiro være vigtig, idet Real Madrids i forvejen tyndt besatte midtbane har Isco og Modric ude med skader. Netop Casemiro spillede fra start i begge landkampe og fik sammenlagt 160 minutters spilletid, mens Militao fik hele kampen mod Peru. Endelig blev det til 20 minutters spilletid for Vinícius i sin debut-kamp.
Eder Militao kan også se frem til at blive sendt i kamp, idet han i hvert fald er på banen på onsdag i Paris, hvor både Ramos og Nacho er i karantæne.
