Lidt om Estadio Alfredo di Stéfano

Real Madrid spiller i aften sin første officielle kamp på Estadio Alfredo di Stéfano.

Det er beliggende midt i Real Madrids 1,2 hektar store træningsanlæg i Valdebebas og blev indviet i 2006.

Første spadestik blev taget af en – dengang – meget ung Dani Carvajal sammen med Alfredo di Stéfano.



Det blev indviet den 9. maj 2006, hvor Stade de Reims var inviteret som modstander. Det franske hold var det første, som Real Madrid slog i Mesterholdenes finale og denne aften i Madrid blev det til en sejr på 6-1. Sergio Ramos blev første målscorer på et hold, der stillede op således:

Casillas; Salgado, Ramos, Mejía, Roberto Carlos; Beckham, Guti, Robinho, Zidane; Cassano, Raúl.

Otte spillere i den nuværende trup har spillet på Estadio Alfredo di Stéfano, nemlig Nacho, Carvajal, Casemiro, Fede Valverde, Vinícius, Rodrygo, Lucas Vázquez og Mariano. Sidstnævnte har scoret 22 mål på denne bane, men mål-rekorden tilhører dog Álvaro Morata med 27 mål.

Foran Estadio Alfredo di Stéfano står en to meter høj statue af Alfredo di Stéfano. Den vejer 400 kg. og forestiller den legendariske fejring af en scoring i hjemmekampen mod Vasas Budapest.



Estadio Alfredo di Stéfano har plads til 6.000 tilskuere, nemlig 4.000 på den vestlige langside og 2.000 på den østlige langside. Det kan dog udvides helt op til 25.000 tilskuere, som er tiltænkt i fase 4.

Det er et fuldt funktionsdygtigt stadion i forhold til pressen. Der er således 10 kabiner til radio-journalister, ligesom den skrivende presse har 28 pladser og der er 32 kommentator-pladser. Herudover er der naturligvis presse-sal og alt hvad man ellers finder på et stadion til pressen.

Ligesom det øvrige Ciudad Real Madrid er også Estadio Alfredo di Stéfano 100% økologisk og det vil sige, at det varme vand bliver lavet via store solceller på toppen af stadion, ligesom det kolde vand kommer fra istanke, lavet på solceller.

Samtidig er Estadio Alfredo di Stéfano et multi-stadion, som kan benyttes til andre formål end fodbold og det kan eksempelvis være koncerter og lignende.

Seneste artikler...

Annonce