Få succeshistorier blandt indkøbene siden Cristiano Ronaldos afsked

Real Madrid vandt i denne sæson La Liga, og det blev i høj grad gjort med spillerne fra Zinedine Zidanes gamle garde. Klubben viste igen sin styrke efter en hård sidste sæson efter Cristiano Ronaldos afsked, men af de spillere, som klubben efterfølgende har hentet ind, er det kun Thibaut Courtois, som endegyldigt har fået en fast plads i startopstillingen.

Klubben har brugt i alt 474 millioner euro siden 2018, hvor Ronaldo forlod klubben, og en stor del af disse er blevet brugt på spillere, som fortsat mangler at vise deres værd. Ferland Mendy er naturligvis endnu et eksempel på en spiller, der har gjort det glimrende siden sin ankomst for 48 millioner euro, hvor han har givet Marcelo hård konkurrence på venstrebacken, og derudover har Fede Valverde slået til, siden han vendte retur fra et lejeophold hos Deportivo La Coruña. Derudover kan man nævnte Rodrygo og Vinícius, der begge blev hentet for omkring 45 millioner euro, og som begge har set stærke ud i perioder, men de mangler begge for alvor at vinde Zidanes tillid.

Resten af indkøbene siden 2018 har været mindre heldige af forskellige årsager. Offensivspillere som Eden Hazard (115 millioner euro) og Luka Jovic (60 millioner euro) har slet ikke slået til, hvor førstnævnte har fået størstedelen af sæsonen ødelagt af skader, og ligeledes har det ikke været muligt for Mariano (21 millioner euro) og Brahim (17 millioner euro) at slå til, selvom de begge blev hentet ind som friske pust til offensiven.

Éder Militão (50 millioner euro) er endnu en spiller, som mangler at vise, at han er Real Madrid-materiale, selvom det var hans partner i midterforsvaret, der stjal de negative overskrifter efter kampen mod Manchester City, og det samme kan siges om Álvaro Odriozola (30 millioner euro), som for alvor blev droppet efter sin rædselskamp i nederlaget til Mallorca i efteråret 2019.

Derudover har Real Madrid købt en række unge spillere i form af Andriy Lunin (8,5 millioner euro), Takefusa Kubo (fri transfer) og Reinier (30 millioner euro), men de mangler fortsat at få chancen på førsteholdet. For Lunin bliver det formodentlig som andenmålmand i den kommende sæson, mens Kubo i dag er blevet udlejet til Villarreal, og Reinier ser sandsynligvis også frem til en lejeaftale.

Seneste artikler...

Annonce