Asensio med fine statistikker i de afgørende runder i Champions League

Marco Asensio fik en opblomstring med et par gode kampe tidligere på året, men siden er der ikke kommet meget fra ham, og det er da også primært ham, det er gået ud over, at Zinedine Zidane før landsholdspausen ændrede formation ved at skrotte en offensivspiller til fordel for en ekstra centerback.

Efter landsholdspausen skal Real Madrid ud over at holde sig til i LaLiga også forsøge at spille sig videre i Champions League, og her er man nået til et stadie af turneringen, hvor Asensio statistisk set har gjort det godt. Før landsholdspausen scorede han imod Atalanta i ottendedelsfinalen, og dermed er seks af hans syv mål i den store europæiske turnering kommet i knock-out-runderne.

Det er kun det tredje mål i 5-1-sejren over Legia Warszawa i oktober 2016, som Asensio har scoret i gruppespillet. Derudover han har scoret i Champions League-finalen imod Juventus i 2017, ligesom han har scoret et par vigtige mål i sejre over Bayern München, og han scorede også det vindende mål i 2-1-sejren på udebane imod Ajax i 2018/19-sæsonen. Desværre smed holdet som bekendt det hele væk på hjemmebane efterfølgende.

Selvom Asensio ikke har vist sig fra den bedste side i de seneste par måneder, kan man altså håbe på, at han eventuelt kan komme ind fra bænken og gøre en forskel i de store kampe, som han har gjort tidligere. Netop det gjorde han også i holdets to seneste kampe før landsholdspausen, hvor han scorede i begge opgør, hvor han kom ind fra bænken.

Seneste artikler...

Annonce