Alaba afviser sammenligning: Er i Real Madrid for at være David Alaba

David Alaba blev i dag præsenteret i Real Madrid, og efterfølgende besvarede østrigeren spørgsmål på pressekonferencen, og her følger, hvad han sagde.

Om skiftet til Real Madrid:
- Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Dette er den største klub i verden, og jeg er meget stolt over at være her. Alt jeg kan sige er, at jeg ikke kan vente med at tage trøjen på og score mål for Real Madrid. Personligt besluttede jeg mig først og fremmest for at tage dette valg i min karriere for at vokse som spiller, men også som person. Jeg modtog adskillige tilbud, men for mig var Real Madrid den eneste mulighed. Det er den udfordring, jeg søgte.

Alaba blev præsenteret med Sergio Ramos’ gamle nummer, trøje nummer 4, og det er derfor en stor legende, som han automatisk vil blive sammenlignet med. Om det sagde Alaba:
- Jeg snakkede med klubben om det. De tilbød mig dette nummer, fordi der ikke var andre numre tilgængelige, og jeg ved, hvad dette nummer betyder for klubben. Det er en ære at bære det, og det er noget, der virkelig motiverer mig. Dette nummer repræsenterer styrke og lederskab, og jeg vil give alt, jeg har for dette nummer.

Alaba sagde følgende om sit bidrag til holdet:
- Jeg er her ikke for at blive sammenlignet med nogen spiller. Jeg er her for at være David Alaba og for at fortsætte med at være David Alaba. Jeg vil bidrage med mine evner, og jeg kommer til at forsøge på et spillemæssigt niveau at bidrage med mine styrker og på et personligt niveau at forsøge at være mig selv.

Om det snart moderniserede Santiago Bernabéu:
- Det er en nydelse for mig at spille foran fansene. Jeg har spillet på Bernabéu med Bayern, ikke bare én men flere gange, og det har altid været en fornøjelse. Atmosfæren på Bernabéu har altid været fantastisk, og det er en fornøjelse for mig at bære denne trøje nu.

Alaba bliver genforenet med Ancelotti i Real Madrid, og om trænersituationen sagde han:
- Jeg var ked af at se Zidane forlade klubben, men jeg er også meget glad for at se, at Ancelotti er den nye træner. Jeg kender ham fra min tid i München. Jeg så ham igen for få minutter siden, og det er virkelig rart at få lov til at arbejde med ham igen. Vi snakkede kun i et par minutter, og vi snakkede ikke meget om fodbold.

Om sin position på banen:
- Jeg er en meget alsidig spiller, det er ingen hemmelighed, at jeg kan spille forskellige positioner. Beslutningen er op til træneren, og jeg har tiltro til ham. At spille med tre centerbacks er et system, der afhænger af, hvor han vil have hver spiller.

Om at vænne sig til det spanske sprog:
- Jeg kan nogle få ord fra min tid i Bayern, fordi vi havde spanske spillere på holdet, og man ender med at samle noget op. Jeg vil forsøge at lære sproget så hurtigt som muligt for at kunne kommunikere med resten af mine holdkammerater. Jeg har snakket med Toni (Kroos, red.), og jeg er meget glad for at se ham igen.

Om at overtage for Sergio Ramos:
- Han har været her i et årti og blev en leder med dette nummer på ryggen. Jeg blev fortalt i går, at det var det eneste tilgængelige nummer, og jeg ønskede ikke at snakke med andre spillere for at se, om de ville give mig deres nummer. Det er en stor motivation for mig.

Ud over sin omtale af Ramos udtrykte Alaba også respekt for Raphaël Varane, der er på vej ud ad døren, men som han ville have elsket at spille med. Endvidere beskrev han Kylian Mbappé som en verdensklassespiller, men understregede, at den slags spørgsmål bør adresseres til andre.

Seneste artikler...