Madridista.dk kårer månedens spiller

Jeg håber, I havde en hyggelig stund med familien juleaften og blev forkælet med mange julegaver i Real Madrid-genren, ligesom jeg også håber, I havde en festlig nytårsaften og kom godt og sikkert ind det nye år med helbredet i behold, madridistas! 

Traditionerne fortsætter under alle omstændigheder på madridista.dk, hvor vi for femte gang i indeværende sæson skal have kigget nærmere på Madridista.dk Månedens Spiller med udgangspunkt i jeres, vores kære brugere, karakterer og kommentarer efter kampene i december måned, ligesom vi også skal have fundet elleve spillere, der skal have en plads på Månedens Hold. 

Der venter med andre ord jer rigtig mange lækre ting i godteposen i nedenstående tekst, som jeg håber - eller snarere ved - kan give jer en rigtig fornøjelig start på 2022.

Månedens spiller på madridista.dk: Éder Militão

Kampen om månedens spiller var en trekamp mellem Éder Militão, Thibaut Courtois og Luka Modric, men brasilianeren endte med at trække det længste strå efter en fortrinlig december, hvor han cementerede sig som fremtiden i Real Madrids midterforsvar, og gjorde samtlige tvivlere til skamme.

Militão snittede en gennemsnitskarakter på 4 for måneden over seks kampe. Dette fordelt på 149 stemmer. Han løb med kampens spiller hele tre gange og så snittede han kun én gang under 3 og hele fire gange over 4. Mageløst. 

Jeg kan sagtens proppe jer med en masse finurlig statistik fra Militãos kampe i december måned, og det var faktisk også min plan til at starte med, men den gik jeg fra igen. Jeg vil i stedet for præsentere jer for nogle af brasilianerens nøgle for sæsonen i LaLiga og Champions League.

LaLiga:

Tacklinger: 1,7 pr. kamp
Interceptions: 1,7 pr. kamp
Clearinger: 3,4 pr. kamp
Blokeringer: 0,4 pr. kamp
Frispark begået: 1,1 pr. kamp
Afleverings%: 89,6%

Champions League:

Tacklinger: 2 pr. kamp
Interceptions: 2,3 pr. kamp
Clearinger: 2 pr. kamp
Blokeringer: 1,2 pr. kamp
Frispark begået: 1 pr. kamp
Afleverings%: 90,9%

Der findes meget mere derude om Militão, også fra de enkeltstående kampe, så har man lyst til at dykke lidt mere ned i tallene, må man selv lige en tur ud på det store internet, hvilket jeg kun kan anbefale. 

Thibaut Courtois' indsats mellem stængerne for Real Madrid i december måned gik imidlertid ikke ubemærket hen, ligesom Luka Modric også høstede en vis portion anerkendelse for sine stærke præstationer på grønsværen for Los Blancos i den måske travleste måned i kalenderåret. 

Således snittede Real Madrids stærke belgiske sidsteskanse en gennemsnitskarakter på 3,9 over seks kampe i december måned, og han løb blandt andet med kampens spiller imod Athletic Club på hjemmebane, hvor Real Madrid vandt 1-0. Her snittede han en gennemsnitskarakter på 5(!) på tværs af 27 stemmer, hvilket er første gang i indeværende sæson, at en Real Madrid-spiller har spillet den perfekte kamp, ifølge jer, vores brugere på madridista.dk. Han snittede desuden 4,9 over 29 stemmer imod Atlético Madrid på hjemmebane, hvor Los Blancos vandt 2-0. Her måtte han dog dele kampens spiller med Luka Modric, som vi kommer nærmere ind på nu.

Real Madrids lille kroatiske troldmand, og Malthes crush numero uno - if you know, you know - havde sig nemlig også en fest i december, hvor han snittede en gennemsnitskarakter på 4 over seks kampe. Og inden den opmærksomme læser råber vagt i gevær, så valgte jeg - ja, det er min blog - at gå med Militão som månedens spiller over Modric, fordi brasilianeren løb med kampens spiller hele 3(!) gange på seks kampe. Lukita snuppede "kun" kampens spiller én gang i december, endda sammen med Courtois, for sin mageløs præstation på midtbanen imod Atlético Madrid, og så missede Modric også Real Madrids to sidste kampe i december, hvilket godt, teoretisk set forstås, kunne have tippet Madridista.dk Månedens Spiller i hænderne på ham.  

Men de to spilleres flotte præstationer i december måned var altså ikke nok til at vippe Militão af pinden, og ret skal da også være ret, for brasilianeren spillede en eminent flot måned i det centrale forsvar for Real Madrid, som vores brugere også bemærkede, hvilket jeg kommer til at belyse meget mere i næste afsnit. 

Brugernes ord om Militão

Jeg brokkede mig lidt over, i sidste skriv, at for få havde været inde og smide en kommentar til de enkelte spilleres præstationer - i hvert fald dem, jeg havde brug for at dykke mere ned i. Det har I gjort MEGET BEDRE i december, hvilket I skal have stor ros for. Det gør udvælgelsesprocessen sjovere for mig og forhåbentlig også mere læseværdig for jer - I har garanteret ikke læst alle hinandens kommentarer. 

I denne måned kommer vi til at tage udgangspunkt i tre af Militãos kampe, hvor han snittede en gennemsnitskarakter over 4. Her har jeg valgt lidt kommentar ud fra hver kamp, som jeg vil præsentere jer for nu.

Vi lægger ud med at dykke lidt ned i kampen mod Real Sociedad, som Real Madrid vandt 0-2 på udebane. Her var DeLaRed ikke sen til at smide store roser efter brasilianeren efter kampen:

"Set over 90min hans bedste kamp i Real troejen, og med sikkerhed ogsaa en af de bedste forsvars praestationer La Liga har set i denne season!"

Kayed99 var også svært tilfreds med Militãos indsats på Anoeta:

"Springer skalaen.. Han var ganske enkelt et MONSTER! At give ham under 5 er kriminelt"

Og for at runde det hele af, havde mohbar følgende oplevelse af Militãos kamp mod La Real:

"Den knægt spiller en vild kamp idag. Bryder deres angreb, vigtige tacklinger og laver rigtig farlige stikninger fremad."

Real Madrid bragede sammen mod Inter i den efterfølgende kamp, som vandt 2-0 på Santiago Bernabéu og igen spillede Militão en fremragende kamp i bagkæden for madrilenerne. Fernando M. opsummerede oplevelsen bedst:

"Man of the match - igen"

Herefter skulle slaget om El Derbi Madrileño stå. Militão nappede ganske vist ikke kampens spiller, men han snittede alligevel 4,2 over kampen, og hans præstation gik da heller ikke ubemærket hen i den her omgang. Således formuleret af Roden:

 "Jeg er dybt imponeret over, hvor god han er"

Det er vi andre bestemt også, og han sluttede sit imponerende spil af i december måned med at spille et brag af en kamp imod Athletic Club d. 22. december, hvor han spillede til 4,1. 

Twitters månedens spiller: Éder Militão

Éder Militão rendte også med Twitter Månedens Spiller, hvor han fik 46,2% af stemmerne fordelt på 65 stemmer. Der var ellers dødt løb mellem Thiabut Courtois og Militão, da der var afgivet 40 stemmer, men brasilianeren trak altså fra til sidst og løb med sejren. 

Luka Modric fik 18,5% af stemmerne, Toni Kroos 6,2% (og nej, jeg stemte ikke selv) og Courtois 29,2% af stemmerne. Niels Christian Rod Thomsen, en af vores mange følgere på Twitter, havde følgende overvejelser i forhold til afstemningen om Twitter Månedens Spiller:

Månedens Real Madrid-hold

Præmissen for Månedens Hold: Deltagelse i minimum halvdelen af kampene. 

Dette opfyldte Nacho lige akkurat, hvorfor han pressede Ferland Mendy ud på bænken. Således snittede Real Madrids franske venstreback blot en gennemsnitskarakter på 3 for december måned, og selvom han spillede alle kampene, så spillede han altså ikke bedre end Nacho, der snittede 3,1 over fire kampe i december måned. 

Vi har også en debutant på Månedens Real Madrid-hold i form af Eduardo Camavinga, der virkelig har udnyttet sine minutter i december måned, hvilket har kastet nogle flotte karakterer af sig i de fire kampe, han spillede i december måned. Således snittede han 3,4 mod Casemiros ringe 2,7, hvorfor der aldrig var tvivl om, hvem der skulle varetage 6'eren for december. 

 

Courtois var den eneste spiller, der reelt set pressede Luka Modric og Éder Militão som Madridista.dk Månedens Spiller, så det kommer givetvis ikke som den store overraskelse, at han er at finde mellem stængerne på Månedens Hold. 

Nacho havde højrebacken i sidste måned, men Carvajals solide backspil og Mendys mangel på samme i december, ifølge jer, har skubbet spanieren over på venstrebacken i bagkæden, der fuldendes af europæisk fodbolds bedste makkerpar i december måned i form af Alaba og Militão. 

Jeg har allerede rundet overraskelsen på 6'eren, men in mente Casemiros vakkelvorne spil i indeværende sæson, hvor de gode præstationer kan tælles på én hånd, er det nødvendigvis ikke jordens største overraskelse. Kroos og Modric dominerede i de vigtige kampe i december måned, og de dominerer også internt på den centrale midtbane i Real Madrid, hvor Valverde slet ikke kan følge med de to veteraner i skrivende stund. Uruguayaneren snittede f.eks. blot en gennemsnitskarakter på 2,6 for december måned over seks kampe - kun spillere som Vázquez, Mariano og Hazard havde en ringere måned.

Det, der lader til at være Carlo Ancelottis foretrukne fronttrio, når alle mand er klar, synes også at være jeres foretrukne fronttrio. Således bestod sidste måneds fronttrio også af Vini Jr., Benzema og Asensio, og de tre spillere spillede også solidt i december, hvilket gennemsnitskaraktererne for de tre spillere afspejler - brasilianeren var måske den eneste, der faldt lidt i kadence mod slutningen af årsskiftet. 

Afrunding

Real Madrid spillede en fremragende december måned. Især resultatmæssigt. Ancelotti rullede med de rutinerede kræfter, og roterede ganske sjældent sine spillere fra kamp til kamp. Det høstede Real Madrid frugterne af og distancerede flere af sine nærmeste konkurrenter i kampen om det spanske mesterskab. Det er kun Sevilla, der fortsat hænger i med næb og klør. 

Apropos Ancelotti, så snittede italieneren 3,3 for strabadserne i december måned, og han havde sit største øjeblik i hjemmekampen mod Atlético Madrid, som Real Madrid vandt 2-0, hvor I honorerede ham med en gennemsnitskarakter på 4,3.

Real Madrid kigger ind i en drilsk januar måned, hvor man i øvrigt startede ud med at tabe første kamp på udebane mod Getafe - mere om det i næste måned. Således skal man en tur til Alcoyano i Copa del Rey, man skal helt til Saudi Arabien for at deltage i den spanske Super Cup, hvor man brager ind i Barcelona i semifinalerne. Herudover gæster Valencia Santiago Bernabéu, ligesom Elche også kommer en tur forbi senere på måneden. 

Benzema og co. er med andre ord spændt hårdt for, men det handler at hænge i, og så handler det om at få brugt truppens bredde og spillet nogle af de spillere varme, der har døjet med at finde formen i efteråret, herunder Casemiro, der selv sagt bliver en vigtig skikkelse i Real Madrids bestræbelser og ambitioner med foråret. 

Saludos Blancos
Daniel

Seneste artikler...

Annonce