Referat: Real Madrid – Valencia 4 – 1, LaLiga, 20. spillerunde

Vinícius er tilbage, Benzema er tilbage, og Real Madrid er tilbage på sejrssporet med flot spil i LaLiga. Her til aften blev Valencia udklasseret med 4-1 af Real Madrid, der dermed overlader en masse arbejde til Sevilla, hvis de vil hænge på i toppen af tabellen.

Valencia kom ellers ud til kampen med masser af energi, og det tog noget tid, før Real Madrid begyndte at sætte sig på spillet. Lidt efter lidt kom det dog til hjemmeholdet, ikke mindst på grund af en veloplagt Vinícius, der var vendt tilbage efter coronakarantæne i højt spillehumør.

Real Madrid fik spillet sig frem til flere gode chancer i første halvleg. Militão var tæt på efter en dødbold, Casemiro headede over tæt foran mål, og Benzema fik skruet en afslutning fra kanten af feltet lige uden om det lange hjørne. Real Madrid nød også godt af kroatisk troldkunst fra Modric, der var tilbage efter pause i midtugen og både fik spillet Asensio frem til en god chance og selv fik afsluttet med venstrebenet på overlæggeren – en nærmest identisk afslutning som den imod Getafe.

Real Madrid endte dog med at blive sat i gang af et straffespark begået på Casemiro, som Benzema satte sikkert i kassen som sit mål nummer 300 i Real Madrid-trøjen. Franskmanden spillede ellers en første halvleg, hvor han igen var under sit vanlige høje niveau.

I anden halvleg gik den ikke længere for Valencia med at holde Vinícius fra fadet. Nogle gange går det så stærkt, at hverken han selv eller medspillerne rigtig kan nå at følge med, når han dribler og kombinerer i feltet. Heldigvis gælder det samme for modspillerne, og efter en ét-to med Benzema i feltet og lidt tilfældigheder var han fri til at sparke bolden sikkert i kassen. Blot ti minutter senere var han på pletten igen, da han frit foran mål kunne heade bolden det sidste stykke i målet efter en Asensio-afslutning.

Real Madrid havde godt styr på kampen, men der kom lidt uro i geledderne, da Mendy begik et fuldstændig tåbeligt straffespark, som Guedes fik scoret på, efter Courtois ellers havde reddet forsøget. Real Madrid-backen fik dog rettet lidt op på det med sin assist til 4-1-scoringen, hvor Benzema viste sin verdensklasse ved at tage to hurtige berøringer og sparke bolden stensikkert ind via stolpen, inden Valencia-forsvaret nåede at fatte, hvad der var sket.

Generelt var det en flot kamp fra Real Madrid med en masse opløftende præstationer. Kanterne fungerede igen, Modric og Kroos var umulige at komme i nærheden af, og Courtois diskede op med et par klasseredninger. Selv Ancelotti scorede point på at give Ceballos et ordentligt comeback med et 20 minutters indhop. Dermed får italieneren igen dysset ned for sensationslystne journalisters muligheder for at skrive om problemer i truppen. Klasse.

Kampens badebold: Beslutningen var taget om at lade den udgå i denne omgang, da Mendy brød samtykkeloven og insisterede på at holde i hånd med en Valencia-spiller, der tydeligvis ikke brød sig om det. Et torskedumt straffespark, hvor han ikke engang så ud til at være fejlplaceret i første omgang. Han får den for den sjældne svipser rent defensivt fra den ellers så solide back.

Kampens spiller: Man kunne fra start af mærke Vinícius’ tilstedeværelse. Der skete konstant noget, når han havde bolden, og selvom afslutningerne ikke tilfaldt ham i første halvleg, var det alligevel ofte ham, der havde skabt ubalancen i Valencia-forsvaret, der gjorde chancerne mulige. Og med to mål oveni hatten er han ikke til at komme udenom. Gad vide om Dani Alves glæder sig til onsdag?

Perspektiver mod den kommende kamp: Real Madrid skal i aktion i den spanske Super Cup på onsdag, hvor der er El Clásico på programmet. Nu er Real Madrid tilbage på sejrssporet, og spillet var opløftende i dag, så der bør være alle muligheder for, at Real Madrid får vist sig bedre frem i turneringen, som de røg ud af i sidste sæson i semifinalen til Athletic Club.

Seneste artikler...