Referat: Braga - Real Madrid 1-2, Champions League, 3. spillerunde
Real Madrid er meget tæt på videre kvalifikation i Champions League efter gårsdagens sejr på 1-2 ude over Braga.
Lad det være sagt med det samme: Det var ikke kønt, hvad man blev præsenteret for i gårsdagens kamp. Real Madrid virkede ufokuserede og der var alt for mange opspilsfejl. Det gjaldt nu begge hold og derfor blev det en rodet forestilling.
Real Madrid var en smule mere skarpe i kampens indledning og det førte til første scoring efter et kvarters spil, hvor Vinícius modtog en perfekt aflevering fra Nacho og spurtede fra sin oppasser. Inde foran mål fandt han Rodrygo, som endelig fik scoret, men det var stort set også hvad man så til Rodrygo i denne kamp.
Real Madrid var tydeligvis ikke opsatte på at bruge for mange kræfter i opgøret, idet man spiller El Clásico i weekenden og det var i grunden ærgerligt, for Braga stod meget højt i banen og det kunne man have udnyttet brutalt, hvis man havde været lidt mere ihærdige. I hvert fald fik Vinícius gang på gang masser af plads at løbe på i venstresiden.
Defensivt havde Real Madrid også sine udfordringer og det gav en del forsøg til Braga, som dog ikke kunne ramme målet og Ancelottis tropper kunne dermed gå til pausen med føringen på 0-1.
Anden halvleg blev en kopi af første, om end Braga blev lidt mere nærgående med deres forsøg, men først for alvor efter at Jude Bellingham med endnu et drømmemål havde bragt Real Madrid foran med 0-2 efter en times spil og her lignede det den endelige afgørelse, men Bragas Djaló reducerede kort efter med en flot scoring, hvor han dog fik alt for megen plads i Real Madrids straffesparksfelt.
Herfra blev det svært for Real Madrid og det tvang Carlo Ancelotti til at tænke i defensive indskiftninger, hvilket betød at Rodrygo blev afløst af Tchouaméni og Fran García blev erstattet med Ferland Mendy. Også Jude Bellingham endte på bænken med en mindre skade, som dog ikke forventes at få indflydelse på hans deltagelse i weekendens El Clásico.
Og som spansk presse rigtigt skriver denne morgen, så var det den perfekte Real Madrid-kamp………i forhold til El Clásico. Tre points, man fik sparet flere spillere og fik ikke løbet unødigt i kampen.
Kampens spiller: Man bliver trist til mode ved tanken om, at der kommer en dag, hvor vi ikke længere skal nyde Modric på Real Madrid-midtbanen. Der er også store roser til Camavinga.
Kampens badebold: Nu fik Rodrygo endelig scoret, men derudover var der ikke meget fra ham i front, hvor han fylder for lidt. Jeres skribent er som bekendt en notorisk Gammelfar, så der er heller ikke ros til Vinícius for at stå og danse over bolden i halvanden evighed på sidelinjen for kun at ende ud med et indkast til modstanderen. Det bliver for Neymarsk.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Som skrevet i selve referatet, så er Real Madrid praktisk talt videre i Champions League og uden at bruge alt for mange kræfter, hvilket er perfekt i forhold til lørdagens El Clásico, så Ancelotti må have sat en masse flueben på sit papir. Spillet skal dog blive markant bedre, hvis ikke sæsonens andet nederlag skal blive en realitet på lørdag.