Madridista

 
 

Optakt: Real Madrid – Almería, LaLiga, 21. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid spiller i eftermiddag en af de på papiret nemmeste kampe i sæsonen, idét man hjemme på Santiago Bernabéu tager imod LaLigas ubestridte bundprop, Almería, der har ti point op til nedrykningsstregen.

 

Real Madrid var indtil torsdag aften inde i en stime på 21 kampe uden nederlag, inden Atlético Madrid blev endestationen tidligt i Copa del Rey. Vinder man eftermiddagens kamp, vil det til gengæld blive til 21 ligakampe for Almería uden sejr, for gæsterne har hidtil blot høstet seks point på seks uafgjorte kampe. Ét af pointene kom dog i deres seneste kamp mod Real Madrids p.t. største konkurrent til det spanske mesterskab, Girona, der kun fik 0-0 på Almerías hjemmebane.

Real Madrid spiller i aften den første kamp i 18 dage hjemme på Bernabéu, og meget er sket i den mellemliggende periode. Man har både vundet og tabt trofæer, men nu bliver der færre ting at skulle koncentrere sig om, idét man går ind i en periode på fem ligakampe på stribe, inden Champions League starter igen. Dermed er det også vigtigt, at Real Madrid får fintunet fokusset igen i ligaen, for selvom man med en sejr kan komme fri i toppen med to point ned til Girona, har sæsonen hidtil vist, at der ikke er plads til mange pointtab, hvis man ikke vil blive hægtet af i mesterskabskampen.

Real Madrid går ind til aftenens kamp med en gruppe hårdt prøvede spillere, der har været ude i ekstratid i både den spanske Super Cup og senest i Copa del Rey. Der har ikke været de store rotationer, hvilket måske også har været med henblik på, at dagens kamp er af den overskuelige slags, men nu står man i en situation, hvor der efter kampen i dag er en hel uge til næste kamp. Dermed er spørgsmålet, hvor meget Ancelotti egentlig har tænkt sig at rotere. Vi ved, at Kepa starter inde, ligesom Kroos formentlig erstatter Modric i startelleveren. Men om spillere som Fran García, Ceballos, Joselu, Brahim Díaz og måske endda Arda Güler ligefrem skal starte inde, afhænger nok mest af lægestabens vurdering.

Med Almerías placering i bunden af ligaen med hele fem point op til nummer 19, bør Real Madrid naturligvis ikke frygte det store fra gæsterne i aften. Det handler først og fremmest om at hanke op i sig selv og koncentrere sig om at komme tilbage på sejrsporet. Når det er sagt, er kampen dog en chance for at se den tidligere Castilla-profil Sergio Arribas i aktion igen. Den 22-årige spanier scorede i holdenes indbyrdes kamp tidligere på sæsonen, og med frem sæsonscoringer er han Almerías topscorer.

Forhåbentlig bliver det en overkommelig opgave for Real Madrid her til eftermiddag. Kun to hold har scoret færre end Almerías 19 mål i ligaen, og ingen har lukket flere ind. Og hvad bedre end en storsejr til at komme ovenpå efter et nederlag? Måske endda med Bellingham, der ikke har scoret i fem kampe på stribe, tilbage på måltavlen. Om det er utopi, får vi at se, når kampen fløjtes i gang kl. 16:15. Den kan ses på Tv2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Kepa, Carvajal, Rüdiger, Nacho, Fran García, Valverde, Tchouaméni, Kroos, Bellingham, Rodrygo, Vinícius.

Seneste artikler...