Madridista

 
 

Optakt: Real Madrid – Sevilla, LaLiga, 26. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid tager i aften imod LaLigas nummer 15, Sevilla, hjemme på Estadio Santiago Bernabéu, og det bliver et opgør med flere underliggende historier.

 

Mest interessant bliver det naturligvis, at Sergio Ramos venter hjem til stedet, hvor han i 16 år fra 2005 til 2021 vandt et hav af trofæer, forsvarede klublogoet til sidste blodsdråbe og tilmed bar anførerbindet i seks af årene, efter Iker Casillas forlod klubben i 2015. Ramos havde også muligheden for et gensyn med Real Madrid i 2022, da PSG mødte Real Madrid i ottendedelsfinalen i Champions League, men spanieren sad ude i begge kampe med en lægskade. Til gengæld var han med, da Sevilla tidligere på sæsonen fik 1-1 hjemme imod Real Madrid i en kamp, hvor Ramos spillede fantastisk og endda var tæt på at score.

Lykkes det ham i aften, har han allerede løftet sløret for, at han ikke har tænkt sig at juble, og den klare forventning er da også, at der er stor kærlighed for Real Madrid-tilhængerne til den tidligere klubanfører, der ikke smækkede med døren, da han forlod klubben, men derimod med tårer i øjnene efter sammen med sin bror og agent René Ramos at have spillet for stort spil i ønsket om en kontraktfornyelse. Ramos spiller i aften sin første kamp på Bernabéu imod Real Madrid siden december 2004, hvor han med langt hår, utatoverede arme og iført en Sevilla-trøje var med til at besejre Los Blancos.

Førnævnte 1-1-kamp på Sánchez Pizjuán gør i øvrigt Sevilla til ét af fire hold, der har taget point fra Real Madrid i ligaen i denne sæson. De andre er Real Betis, Atlético Madrid og Rayo Vallecano, hvor de to sidstnævnte dog har formået det i begge kampe. Til gengæld har Sevilla kun to gange i ligasæsonen vundet på udebane, mens Real Madrid er ubesejret hjemme. Læg dertil, at Real Madrid har holdt rent bur i 12 af 25 ligakampe, mens Sevilla står på fem, og så tegner der sig et billede af, at Real Madrid gerne skulle kunne rejse sig fra sidste weekends skuffelse mod Rayo med en sejr i aften.

En historie, der ligger og ulmer som et kedeligt baggrundstæppe til aftenens opgør, er den klage, Sevilla har indgivet til RFEF’s konkurrencekomite som følge af nogle videoer, Realmadrid TV på pinlig vis har udgivet frem imod aftenens kamp. Klippene viser en række situationer fra forrige sæsoner, nogle helt tilbage til dengang, Vinícius spillede med nummer 28, hvor Real Madrid bliver bortdømt – og flere af dem med aftenens VAR-dommer Pablo González Fuertes som manden med fløjten. Sevillas klage går på, at Real Madrid dermed er med til at underminere dommernes integritet og skade spansk fodbold, og sikkert er det i hvert fald, at det er brænde på bålet i forhold til den evindelige polemik om dommerpræstationerne i LaLiga.

Nå, men kampen i aften kommer heldigvis også til at handle om noget så simpelt som 22 spillere på banen og tre point på spil. Sevilla hyrede i december den tidligere Real Madrid-back Quique Sánchez Flores ind som træner, og selvom det aldrig har været helt godt for Sevilla i sæsonen, er de i øjeblikket inde i en stime på fire kampe uden nederlag. For Ancelottis vedkommende kan han glæde sig over, at Rüdiger er tilbage til at træde ind i centerforsvaret ved siden af Nacho, men han må samtidig undvære hele syv spillere i form af Courtois, Alaba, Militão, Bellingham og Joselu til skader samt Camavinga og Carvajal til karantæne. Kan Vinícius finde det niveau frem, han viste i sin sidste kamp på Bernabéu imod Girona, er alt andet dog underordnet. Og hvis Brahim fortsætter de gode takter, og Rodrygo genfinder niveauet, bør Real Madrid have gode muligheder imod et Sevilla-forsvar, der har været til at tale med i denne sæson.

Der er al mulig god grund til at runde weekenden af med halvanden times spansk fodbold og et gensyn med en af Real Madrid-historiens største spillere, når kampen fløjtes i gang i aften klokken 21. Den kan ses på Tv2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Lunin, Vázquez, Rüdiger, Nacho, Mendy, Valverde, Tchouaméni, Kroos, Brahim, Rodrygo, Vinícius.

Seneste artikler...