Fransk konklusion: Bolden var ikke inde
Der var masser af drama og polemik i gårsdagens El Clásico, hvor et af de mest diskuterede emner var om Lamine Yamal sendte bolden i nettet i det 29. minut. Og det gjorde han ikke, hvis man spørger franske Canal+ og BeIn.
Spansk fodbold arbejder ikke med målteknologi, så derfor var man afhængige af VAR-billeder, som heller ikke kunne give noget entydigt billede, men de to franske kanaler har benyttet sig af 3D-teknologi til at afklare spørgsmålet og de er begge enige: Bolden var ikke inde. Den skal som bekendt have sluppet stregen fuldstændigt for at blive anerkendt som scoring.
Sagen vil dog givetvis blive diskuteret i Spanien i de kommende uger og sandsynligvis vil man fra den kommende sæson have mål-teknologi til kampene.