Optakt: Real Sociedad - Real Madrid, LaLiga EA Sports, 33. spillerunde
Real Madrid tog i sidste weekend et helt afgørende skridt mod det spanske mesterskab, da man vandt El Clásico og dermed skabte et forspring på 11 points ned til modstanderen Barcelona. I aften venter et nyt svært opgør på udebane mod Real Sociedad.
Først og fremmest svært, fordi Real Madrid sandsynligvis vil spare en del spillere frem mod næste uges CL-semifinale mod Bayern München og det skal ikke være en disrespekt af Real Sociedad, men endnu en sæson sidder man med fornemmelsen af, at holdet ikke har forløst sit fulde potentiale, for der er masser af talent på holdet i form af spillere som Le Normand, Merino, Zubimendi, Oyarzabal og Kubo, men det rækker foreløbig kun til en sjetteplads og der er langt op til CL-pladserne, som man sikrede sig i sidste sæson.
Det sagt, så skal Real Madrid naturligvis tage opgaven alvorligt, for når det spiller for Real Sociedad hjemme på Reale Arena, så er det en vanskelig modstander at være oppe imod.
Real Sociedad må til opgøret undvære spillere som Carlos Fernández, Aihen, Traoré og Tierney. Til gengæld har man Zubeldia og Zubimendi tilbage på holdet og det er vigtige tilføjelser til et hold, som har skuffet i de to seneste kampe med blot uafgjort mod Almería og Getafe og derfor er en sejr i aftenens kamp vigtig, hvis man skal holde liv i drømmen om europæisk fodbold i den kommende sæson.
Real Madrid kommer med fem sejre i bagagen i LaLiga, men man har i sidste øjeblik været nødt til at lade Rodrygo blive i den spanske hovedstad og i stedet er Jude Bellingham efterudtaget. Englænderen skulle ellers have haft et hvil og han tager da også sandsynligvis plads på bænken i aftenens kamp.
Det gør Dani Ceballos til gengæld ikke, for bulletinerne fra Spanien lyder på, at han får en sjælden plads i startopstillingen og samtidig holder Ancelotti også sit ord og giver Arda Güler spilletid fra start.
Der er således masser af spændende ting at holde øje med i aftenens kamp, hvor hjemmeholdet inden kampstart hylder legendariske David Silva, som har indstillet karrieren efter en alvorlig skade.
Kampstart kl. 21.00 og opgøret kan ses på TV2 Sport X.
Real Madrids forventede startopstilling: Lunin, Carvajal, Rüdiger, Nacho, Fran García, Tchouaméni, Modric, Ceballos, Vinícius, Arda Güler, Joselu.