Madridista

 
 

Optakt: Bayern München – Real Madrid, Champions League, semifinale, 1. kamp

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid skal i Champions League-ilden igen i aften, når man på udebane møder Bayern München i den første af to semifinalekampe. En kamp, der har status som en vaskeægte europæisk klassiker, og som historisk set bærer præg af stor jævnbyrdighed holdene imellem.  

 

Real Madrid og Bayern har mødt hinanden hele 26 gange gennem historien, og tyskerne er blandt de få hold med en positiv statistik mod Real Madrid. De har vundet 12 kampe mod Real Madrids 11, og det bliver kun endnu mere dramatisk af, at kun to af kampene har været i gruppespillet, mens resten har været knockoutkampe. Noget bemærkelsesværdigt, klubbernes lange historik taget i betragtning, har de aldrig mødt hinanden i en finale, men de har ofte forhindret hinanden i at nå netop den. Ud over de to gruppekampe har man spillet fire ottendedelsfinalekampe, seks kvartfinalekampe og hele 14, snart 16, semifinalekampe.

Det er dog efterhånden længe siden, at Real Madrid og Bayern er tørnet sammen. Faktisk er den nuværende periode uden indbyrdes kampe den længste siden år 2000. Seks år er der gået siden sidst, altså længere end pausen fra 2007 til 2012, hvor et ellers altødelæggende Real Madrid blev slået i en straffesparkskonkurrence, hvor giganter som Cristiano Ronaldo, Kaká og Sergio Ramos brændte. I øvrigt på aftenens Bayern-målmand, Manuel Neuer.

Siden 2012 har Real Madrid dog trukket det længste strå alle tre gange, de to hold har trukket hinanden siden. I 2014 rundsmadrede Carlo Ancelottis Real Madrid et ellers stærkt Pep Guardiola-hold med samlet 5-0, i øvrigt med en 24-årig Toni Kroos med fulde spilletid for Bayern i begge kampe. I 2017 var det en nærmest dæmonisk Cristiano Ronaldo, der med fem mål på de to kampe sendte Bayern ud allerede i kvartfinalen, og igen i 2018 blev Bayern blot et skridt på vejen for Real Madrid mod endnu en Champions League-triumf.

Som noget nyt skal Real Madrid i aften ikke møde en sikker tysk mester, når man træder ind på Bayerns hjemmebane. Bayern har storskuffet ved for første gang siden 2012 ikke at vinde Bundesligaen, og allerede nu står det klart, at cheftræner Thomas Tuchel er færdig til sommer. Det er dog ikke nødvendigvis til Real Madrids fordel, at netop Tuchel har fået lov at blive siddende, for tyskeren har flotte statistikker mod Real Madrid baseret på hans tid i Dortmund, Chelsea og PSG. Faktisk har han kun tabt en enkelt ud af otte kampe mod Real Madrid. Omvendt har Ancelotti i otte forsøg endnu ikke tabt til Bayern, så trænerduellen bliver også interessant at følge med i.

Det lykkedes Real Madrid at holde overordentlig godt styr på Erling Haaland, men i aften venter endnu en stor mundfuld i form af Harry Kane. I en ellers vaklende sæson for Bayern har han bombet mål ind, men trods sine 42 mål og 13 assists er han alligevel endt som lidt af en joke, da han utroligt nok kan fortsætte sin trofætørke hos det ellers sejrsvante tyske storhold. En joke, som Real Madrid ikke skal grine med på, for netop Kane bliver vigtig at holde styr på, hvis man skal have noget med hjem fra München, og Champions League er netop Kane og Bayerns sidste chance, hvis de skal vinde sølvtøj i denne sæson.

Nok slipper Real Madrid ikke for Kanes høje fodbold-IQ, men der er til gengæld tvivl om flere andre Bayern-profiler. Midtbanespilleren Konrad Laimer, der spillede fuld tid i begge kampe mod Arsenal, måtte udgå med en skade i weekenden. Det samme gælder Matthijs De Ligt, og derudover er der fortsat tvivl om Serge Gnabry, Leroy Sané, Jamal Musiala, Kingsley Coman og Dayot Upamecano. Hvad der er røgslør, og hvad der er reelle skadesproblemer, må vi vente med at se til i aften.

For Real Madrids vedkommende bliver det en startellever tæt på identisk med den seneste Manchester City-kamp, hvis man skal dømme ud fra, hvem der blev sparet imod Real Sociedad. Vázquez glider ind på højrebacken i stedet for karantæneramte Carvajal, og derudover er spørgsmålet som altid, om Ancelotti går med en uddannet centerback ved siden af Rüdiger, eller om Tchouaméni får pladsen for også at give plads til Camavinga på 6’eren.

Efter at have været underdogs imod Manchester City har Real Madrid måttet se sig blive tildelt en snæver favoritværdighed til det forestående dobbeltopgør. I aften møder man dog et hold, der ligesom Real Madrid har en stor europæisk ballast, så der bliver brug for samme koncentrerede indsats som imod Manchester City, hvis man skal give sig selv muligheden for at kunne blænde op for endnu en uforglemmelig aften på Bernabéu i returkampen. Om det lykkes, må vi se, når Champions League-bolden ruller igen klokken 21, hvilket du kan se på Tv3+ og Viaplay.

Real Madrids forventede hold: Lunin, Vázquez, Rüdiger, Tchouaméni, Mendy, Valverde, Camavinga, Kroos, Bellingham, Rodrygo, Vinícius.

Seneste artikler...