Madridista

 
 

Rüdiger kåret som månedens spiller i april

April var en vigtig måned for Real Madrid. Her spillede man begge opgør med Manchester City i Champions League samt første kamp imod Bayern München, ligesom man vandt alle tre ligakampe, herunder El Clásico.

 

På baggrund af disse seks kampe har Antonio Rüdiger for første gang i sæsonen og tiden i Real Madrid i det hele taget modtaget Mahous kåring som månedens Real Madrid-spiller. Den stærke tysker spillede fuld tid i fem af kampene og 14 minutter i den pointmæssigt betydningsløse udebanekamp imod Real Socidedad, der blev vundet på et mål af Arda Güler. Det var også i april, at Rüdiger sendte Real Madrid i Champions League-semifinalerne med sit iskølige og flot sparkede straffespark i straffesparkskonkurrencen imod Manchester City.

Ved modtagelsen af prisen sagde Rüdiger:
- Jeg er så glad. Det viser, hvor stor en sæson, vi har haft, og på et personligt plan viser det, at fansene accepterer og sætter pris på mig. Det er vigtigt. Jeg har det godt og er fuld af tro på holdet. Vi har haft en god sæson, og vi vil slutte på toppen.

- Hvis jeg skulle vælge et specifikt øjeblik i april, vil det være straffesparket imod Manchester City, fordi ingen forventede, at jeg skulle sparke det sidste spark. Træneren troede på mig, og jeg er begejstret for at hjælpe holdet. Det er mit job og hvad, jeg altid forsøger at gøre.

Seneste artikler...