Madridista

 
 

Real Madrid tjener godt på Taylor Swift-koncerter

Den amerikanske verdensstjerne, Taylor Swift, holdt i går den første af sine to koncerter på Estadio Santiago Bernabéu og det blev som ventet et gigantisk tilløbsstykke.

Koncerterne i den spanske hovedstad er økonomisk godt for såvel Real Madrid som selve byen og for Real Madrids vedkommende betyder gårsdagens koncerter med Taylor Swift, at man kan sætte godt 9 millioner € ind på kontoen.

Real Madrid har som bekendt indgået et samarbejde med amerikanske Sixth Street og Legends Hospitality for de kommende 30 år og her er fordelingen således, at amerikanerne tager 30% af indtægterne fra arrangementerne på Estadio Santiago Bernabéu, som de i øvrigt også står for at planlægge og det betyder, at der er 70% til Real Madrid, som ved aftalens indgåelse også modtog et beløb på 360 millioner €.

Og da gårsdagens koncert indbragte 13 millioner €, blev der altså 9 millioner € til Real Madrid.

For forretningslivet i den spanske hovedstad er der også store penge at hente, idet man forventer at hver eneste Swiftie vil lægge i omegnen af 1300 € i det madrilenske byliv.

Seneste artikler...