Valencia vil vente med Peter Federico-beslutning
Castilla udlejede i januar 21-årige Peter Federico til Valencia, hvor han blandt andet gjorde sig bemærket med en fin præstation imod Real Madrid, hvor han med en stor chance kunne være blevet matchvinder for sit nye hold.
I alt er han kommet op på 15 kampe for Valencia ud af 16 mulige, hvoraf fem har været fra start, men selvom Rubén Baraja flittigt bruger ham, er det ingen garanti for, at det er her, hans fodboldfremtid ligger.
Som en del af lejeaftalen har Valencia muligheden for at købe 50% af rettighederne til spilleren for to millioner euro, men AS skriver, at den østspanske klub har tænkt sig at vente helt til deadline i slutningen af juni med at tage en beslutning. Det skulle angiveligt hænge sammen med Peters uskarphed foran mål, idét han trods flere fine muligheder aldrig nåede at komme på måltavlen og blot bidrog med én assist.
Derfor vil Valencia afsøge markedet efter andre højrekanter og samtidig presse på for at sænke prisen på Peter, der derfor stadig kan nå at ryge tilbage til Castilla. Med kontraktudløb i 2025 er der i så fald stor chance for, at han bliver solgt til en anden klub.