Gareth Bale: Støtter stadig Real Madrid
Gareth Bale endte med at dele vandene i Real Madrid, men mens støvet så småt er begyndt at lægge sig, er waliseren så småt at begyndt at forsøge sig med positive udtalelser og sporadiske ’hala madrid’ på sociale medier.
I et interview med The Guardian blev Bale spurgt ind til, hvordan det kan være, at Real Madrid er så dominerende i Champions League, og her skinnede hans fortsatte bånd til Los Blancos igennem:
- Selvom jeg har været der, er det svært at forklare. Det betyder åbenlyst meget for klubben og fansene. Det er den turnering, der vægtes over de andre, hovedfokusset hvert år. Men det faktum, at de bliver ved med at gøre det, selv når de ser ud til at være ude… vi finder altid en måde at komme tilbage i kampen og vinde den. Det er den aura. Andre hold spiller nu imod logoet og ikke nødvendigvis holdet. Det har fået momentum bag sig, Real Madrid og Europacuppen. Holdene er bange for at spille imod Real Madrid, og det er sådan en stor ting.
Bales brug af ’vi’ i ovenfornævnte udtalelse betød et opfølgende spørgsmål til hans forhold til Real Madrid, og her sagde han videre:
- Jeg var der i lang tid. Jeg følger stadig med i deres resultatet, elsker stadig holdet, støtter dem stadig, præcis som jeg gjorde, da jeg var ung. Jeg forventer helt klart, at Real Madrid løfter trofæet. De forstår presset og ved, hvad de skal forvente, hvilket er en kæmpe fordel.