Madridista

 
 

Carlo Ancelotti træder ind i ny æra

Carlo Ancelotti er i gang med måske at indskrive sig som den bedste Real Madrid-træner i historien.

Den altid rolige italiener går ind til sin fjerde sæson som træner for verdens mægtigste klub og det er første gang i 51 år, at en træner indleder sin fjerde sæson i klubben, hvilket fortæller alt om den institutionelle ro, der i øjeblikket er hos Real Madrid og som Carlo Ancelotti har en stor del af æren for.

Milan Miljanic nåede ganske vist også at indlede sin fjerde sæson, men et nederlag til Salamanca i første spillerunde, førte til en fyreseddel.

Så galt kommer det ikke til at gå for Ancelotti, som allerede om 14 dage spiller om den første titel i den nye sæson, når Real Madrid møder Atalanta i den europæiske Super Cup og vinder Real Madrid den, vil Carlo Ancelotti udligne Miguel Muñoz´ titel-rekord på 14.

Et andet stort mål for sæsonen er at genvinde det spanske mesterskab og det er Real Madrid da også gigant-favoritter til og det vil i givet fald være første gang siden 1989, at en træner genvinder det spanske mesterskab. Dengang var det Leo Beenhakker med det legendariske La Quinta del Buitre-mandskab.

Netop Beenhakker kom til at lide sit endeligt, da Real Madrid tabte 5-0 til AC Milan med en velspillende – og målscorende – Carlo Ancelotti på den italienske midtbane.

Seneste artikler...