Referat: Las Palmas - Real Madrid 1-1, LaLiga, 3. spillerunde
Det blev endnu en skuffende omgang for Real Madrid, da man torsdag aften måtte nøjes med 1-1 på Estadio Gran Canaria mod Las Palmas.
Allerede efter 4 minutter var den gal. Skotske Oliver McBurnie fandt Alberto Moleiro i mellemrummet mellem midtbane og forsvar på kanten af feltet, hvor spanieren tog et træk uden om en noget tung Éder Militão, inden han iskoldt sparkede bolden over i det modsatte målhjørne til 1-0.
Og helt generelt var det igen et ekstremt hakkende Real Madrid-mandskab der havde taget turen til endnu en ferieø i det spanske. Banen var overvandet og knoldet, men selv det burde ikke få verdensklassespillere til at fremstå så dårlige, som de gjorde særligt i kampens første halvleg.
Halvvejs inde i halvlegen fik man dog et frispark, som Fede Valverde tog sig, og det krævede en flot redning af hollandske Jasper Cillesen at holde dét forsøg ude af netmaskerne. Omtrent 10 minutter senere havde Antonio Rüdiger et udmærket forsøg fra distancen, men igen kom Cillesen godt ned og reddede til hjørnespark.
Lige lidt hjalp de to gode forsøg, og man måtte gå til pausen nede med 0-1 på baggrund af en præstation, der måske var den dårligste, vi har set i årevis.
I starten af anden halvleg havde Real Madrid en række forsøg på mål. Uden at blive rigtig farlige, men alligevel en opgradering ift. første halvleg.
20 minutter inde i halvlegen slog Tchouaméni én af få gode afleveringer i kampen til Lucas Vázquez, der tog et flot træk udenom sin oppasser og fandt Vini Jr. i feltet med en flad aflevering. Brasilianeren fik dog kun ramt bolden svagt og den gled videre over til Arda Güler, hvis afslutning blev reddet af en hånd fra hjemmeholdets Alex Suárez.
Straffespark til Real Madrid, som Vini Jr. sikkert tog sig af, og pludselig var Real Madrid på 1-1 med 25 minutter tilbage af kampen.
Med tre minutter tilbage af kampen sendte Las Palmas en lang bold i feltet, som blev headet ned for fødderne af Viti, der hamrede bolden ind bag Courtois, men heldigvis for Real Madrid blev der dømt offside. Til allersidst i kampen havde Endrick et par småchancer, men der blev ikke for alvor lagt et pres mod hjemmeholdets mål.
Kampens badebold: Har det nogensinde været sværere at kåre den bedste og dårligste? Den går til de spillere, der begynder at slå op i banen, gestikulere og lader sig frustrere mere end nødvendigt. Man kan spille dårlige kampe og stadig vinde dem, men vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke alle sammen er på samme hold. Ingen nævnt, ingen glemt. Der var ellers mange dårlige præstationer i dag, men hvem der var dårligst, det giver nærmest ikke mening at tale om.
Kampens spiller: Vi giver den til Fran García i dag for et frisk indhop. Et lille gennembrud på vej? Indrømmet, det er ikke fordi det ligefrem vrimler med kandidater i dag. Lucas Vázquez sluttede også rigtig flot med flere gode aktioner, og hvad tænkte Carlo Ancelotti dog på, da han tog ham ud, netop som han havde momentum?
Perspektiver mod kommende kampe: Der er grund til bekymring i den spanske hovedstad, men der er ikke grund til panik endnu. I weekenden venter en hjemmekamp mod Betis, og derefter får trænerteamet en tænkepause, når landsholdene tager over. Den tror jeg falder meget belejligt.