Madridista

 
 

Referat: Real Madrid - Real Betis 2-0, LaLiga, 4. spillerunde

Real Madrid skulle i går aftes forsøge at rejse sig ovenpå torsdagens skuffelse mod Las Palmas, da man hjemme på Santiago Bernabéu tog imod Real Betis fra Sevilla.

Carlo Ancelotti har ledt efter noget solidt, balancerende og solidarisk i Real Madrids spil, og det skulle noget overraskende findes i form af Dani Ceballos, der startede inde på den ene midtbaneplads. Det viste sig dog ikke at være løsningen på alle Real Madrids problemer, men så er det da prøvet af.

Allerede i kampens spæde start viste Éder Militão og Thibaut Courtois solidaritet, da de begge var rystende usikre i boldomgangen, dog uden at Betis for alvor blev farlige. Kort efter havde Ez Abde en fri hovedstødschance, som dog ikke ramte målet.

Godt og vel halvvejs i første halvleg blev Real Madrid farlige for første gang, da Militão kom højest på et hjørnespark og headede mod mål, men forsøget blev reddet.

Kylian Mbappé spillede sin anden hjemmekamp på Bernabéu, og den startede sådan set som de andre, men efter lidt mere end en halv time begyndte franskmanden at røre på sig, og derfra kom egentlig mange gode ting fra hans fødder. I den anden ende var det kampen igennem lige ved og næsten for Betis, der periodevist kom i gunstige positioner, men som aldrig for alvor truede Courtois.

Fra anden halvlegs start plejer Real Madrid at vågne op, og det var også tilfældet i denne kamp, hvor der skulle gå under 5 minutter før Vinícius Jr. havde en afslutning på stolpen. Fra kanten af feltet snittede afslutningen Diego Llorente før den ramte stolpen. På riposten sparkede Mbappé over mål, men heldigvis var der offside.

Midtvejs igennem halvlegen kom hjemmeholdet så endelig på tavlen. Rodrygo driblede fra højrekanten ind mod midten, hvor han fandt Valverde, der på genial vis sendte den i feltet til en hurtigt opfattende Mbappé, der stensikkert sparkede bolden ind med sit venstreben.

I minutter forinden målet appellerede Real Madrid et par gange for straffespark uden held. Det var der så til gengæld i det 73. minut. Brahim Díaz sendte Vini Jr. afsted i feltet, og brasilianeren blev nedlagt af Betis-keeper Rui Silva, men linjedommeren hævede flaget for offside.

Det kunne VAR dog hurtigt vise, at der ikke var, og i stedet blev der dømt straffespark, som Kylian Mbappé, igen, sikkert tog sig af til slutresultatet 2-0.

Kampens badebold: Jeg synes faktisk den er svær denne gang. Der var ikke nogen, der for alvor stod ud. Derfor får Vini Jr. den fordi han for Gud ved hvilken gang gestikulerer sig til et gult kort. Det sker simpelthen alt, alt for ofte.

Kampens spiller: Så skete det endelig! Kylian Mbappé scorede sit første mål for Real Madrid på Santiago Bernabéu. Og siden han også scorede sit andet, får han her kampens spiller. Man kunne måske have ønsket, at han fik lov til at jagte et hattrick, men han fik i stedet hjertelige klapsalver fra stadion, da han blev skiftet ud.

Der skal ligeledes lyde ros til Tchouaméni, der for første gang i sæsonen spillede en god kamp.

Perspektiver mod de kommende kampe: Real Madrid spiller først igen den 14. september, og det er mod et af de få hold der har skuffet mere end dem selv: Real Sociedad. Det er dog altid vanskeligt på Anoeta, men til gengæld har Carlo næsten to uger til at komme op med en plan.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...