Madridista

 
 

Ancelotti om slutminutterne imod Alavés: Sådan er fodbold

Hvad der længe så ud til at blive en rolig aften på kontoret, endte på rystende vis med at blive en neglebider, da Real Madrid tirsdag slog Alavés med 3-2 på Bernabéu. Der var lidt forskelligt at tage fat på for Carlo Ancelotti efterfølgende, herunder de mange gule kort for brok:
- De gav os fire eller fem gule kort for brok. Dommernes måde at dømme på har ændret sig, og vi skal vænne os til det. Uanset om det er fair eller ej, skal vi undgå at brokke os og tilpasse os de nye regler.

- Vi skal granske temaet om gule kort for brok, og vi vil vurdere det internt. Jeg ved ikke, hvorfor kaptajnen (Modric, red.) fik et gult kort for at tale, det er kun dommeren, der kender svaret på det.

Om de katastrofale sidste ti minutter:
- Sådan er fodbold. Når man tror, kampen er overstået, skal der bare et lille fejltrin til for, at de kan score det første mål. Så får modstanderen mere selvtillid. Vi ønsker det bestemt ikke, men det kan ske nogle gange. Det skete, og det vil ske mange gange i fodbold. Holdet spillede rigtig godt i 60 minutter, og vi tager selvtillid med derfra.

Om sine ytringer til dommeren:
- Jeg sagde til ham, at jeg syntes, at seks gule kort for brok var for meget, og at jeg skal gøre mit arbejde for at forhindre, at mine spillere gør det. Vi talte om det med det samme uden problemer.

Note: Oven for var det fire-fem styks. Nu er det seks. Faktum er, at det var tre gule kort for brok til Valverde, Vinícius og Modric samt ét til Endrick, der sagtens kunne have været rødt. Måske fremmer overdrivelse forståelsen, men uanset hvad er det noget, der må og skal stoppe med det samme.

Kampprogrammet:
- Holdet spillede godt, de håndterede bolden ved at lede efter muligheder i omstillingerne og med stikninger i dybden. Vi bliver bedre, og det passer os godt, fordi kampprogrammet er meget krævende. Vi er kommet godt tilbage efter landsholdspausen og vil fortsætte sådan til søndagens kamp, som bliver meget svær.

Udskiftningerne:
- Jeg satte Vallejo ind for at give Militão lidt hvile. Jeg ændrede formationen, da de scorede målet, som ikke var Vallejos skyld, men fordi vi var lidt sjuskede, og jeg spillede med midterforsvarer i de sidste minutter. Jacobo (Ramón, red.) skulle komme ind i stedet for Rüdiger, men da de scorede det andet mål, ville jeg beholde Antonio på banen.

Bellingham:
- Han bliver bedre. Han lagde op til Mbappés mål og spillede en meget solid kamp. Han skal vænne sig til at komme mere ind i feltet, som han gjorde sidste år, men det er meget sværere mod en lav blok som Alavés’. Jeg beder Bellingham om at lave den slags arbejde, ikke om at score mål.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...