Madridista

 
 

Ancelotti fra Atlético-misere: Fodbolden har ikke brug for voldelige mennesker

Real Madrid skal i Champions League-ilden igen onsdag aften, hvor franske Lille er modstanderen, og på dagens pressemøde så Carlo Ancelotti frem mod opgøret på følgende vis:
- I dette nye format skal vi hente point, og vi er her for at gøre det med tanke på kvaliteten af vores modstandere, som spiller rigtig godt og har unge, dygtige spillere. Som altid skal vi i hver kamp kæmpe, slås og konkurrere. Vi har det godt, vi er selvsikre og føler, vi kan forbedre os, og vi er klar til det. Vi ønsker at være på vores bedste på et tidspunkt i sæsonen med mange kampe, men jeg synes, at holdet ser ret godt ud. Vi vil snart være tilbage på vores topniveau.

Modstanderen Lille:
- Lille er en stor klub, de har klaret sig rigtig godt i de seneste år. De har udviklet spillere på allerhøjeste niveau. De konkurrerer rigtig godt i Frankrig og i Europa. Deres direktør, Olivier Letang, arbejdede med mig i Paris (da Ancelotti var cheftræner for PSG, red.), og det er en klub, jeg er meget glad for.

Om de grimme scener under kampen mod Atlético Madrid:
- Jeg respekterer alle holdninger. Problemet er ret klart: Der var vold ved kampen, og voldelige mennesker har ingen plads på en fodboldbane eller i samfundet. Alt det andet og andre meninger forsøger jeg at respektere, men alle har set, hvad der skete. Voldelige mennesker har ingen plads på en fodboldbane og ingen plads i et normalt, civiliseret samfund. At tale om andre ting og ikke om, hvad der skete, er en måde at aflede opmærksomheden fra problemet. Pointen er, at voldelige mennesker ikke skal være på en fodboldbane. Ikke kun de voldelige fra Atlético, men fra ethvert hold. Fodbold har ikke brug for den slags mennesker, de er unødvendige. De burde være et andet sted, hvor de ikke er farlige. Som jeg sagde, og her taler jeg generelt, er det ligegyldigt, om de er voldelige Atlético-, Real Madrid-, Barcelona- eller Villarreal-fans. Det er bedre, hvis de lader os være i fred. At tale om Courtois' opførsel, når de råbte 'Jeg håber, du dør' til ham, jeg ved ikke hvor mange gange, er at aflede opmærksomheden fra problemet.

Mbappé, der lidt overraskende er med i truppen:
- Han er kommet sig godt og meget hurtigt. Han trænede kun individuelt i går, men han var ikke ude i lang tid, så han har ikke mistet sin form. I dag vil han gennemføre al træning med gruppen, og så vil vi træffe den bedste beslutning sammen med ham med tanke på, at det sidste, vi ønsker, er at tage nogen risiko. Han havde et muskelproblem. Han ville gerne rejse for at spille, fordi han føler sig okay. Vi må bare se, hvordan han træner i dag, og hvis han er på 100 %, og der ikke er nogen risiko, vil han spille fra første minut.

Midtbanen:
- Vi leder ikke efter nogen til at erstatte Kroos, vi skal tilpasse os hans fravær. Modrić spillede rigtig godt mod Atlético, efter min mening var han holdets bedste spiller. Kroos er uerstattelig, vi skal finde en anden måde at spille på uden ham. Holdet har masser af kvalitet, lige nu har vi ikke vist vores fulde potentiale, men jeg er sikker på, at vi snart vil gøre det.

Arda Güler:
- Han har spillet meget mere i denne del af sæsonen end sidste år (Güler fik sin debut d. 27. januar 2024, red.). Han har gjort det godt, han har bidraget til holdet, og han udvikler sig. Jeg behøver ikke fortælle ham noget, han ved alt for godt, hvad hans rolle er. Han ved, at han har en fremtid, og at han er en del af holdet. Nogle gange spiller han, og nogle gange gør han ikke.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...