Stormøde i Valdebebas om spillertruppen
Et længe planlagt møde mellem Real Madrids Generaldirektør, José Ángel Sánchez, ansvarlig for La Fábrica, Santiago Solari og cheftræner Carlo Ancelotti er blevet afholdt i denne uge i Valdebebas.
Det fik pludselig ekstra relevans, da Dani Carvajal i sidste weekend smadrede sit knæ og er ude hele sæsonen og dermed er defensiven for alvor presset hos de forsvarende spanske mestre og CL-vindere, hvor det smitter af på opbygningen af midtbanen, samt muligheden for at få Kylian Mbappé spillet ind på holdet.
Derfor blev alle kort lagt på bordet på mødet, hvor man analyserede mulighederne i truppen og alternativerne i La Fábrica, men også tog et kig på mulighederne for at købe nye spillere i januar måned, hvilket man ellers normalt ikke gør.
Der er naturligvis ikke sluppet nogle detaljer ud om mødet, men der spekuleres i, at Carlo Ancelotti ikke har krævet indkøb i januar, men at han er oprigtigt bekymret, fordi der fortsat resterer ni måneder i en marathon-sæson og han slog angiveligt fast, at klubbens målsætning kan blive påvirket af manglende indkøb.
Derfor er forventningen også, at José Ángel Sánchez tager konklusionerne med tilbage til Florentino Pérez og at man nu afsøger markedet for mulige defensive forstærkninger til januar.