Ancelotti: Vi vil aldrig forsvare med fem
Champions League er endelig tilbage på programmet i morgen, når turneringens tophold fra Borussia Dortmund besøger Estadio Santiago Bernabéu. Inden da har Real Madrid-træner Carlo Ancelotti holdt sit obligatoriske pressemøde.
Jude Bellingham er endnu ikke kommet på måltavlen i denne sæson, men det er nu ikke noget der bekymrer en harmonisk italiener.
- Vi er glade for hans indsats, fordi han arbejder hårdt for holdet. Han kæmper altid og giver sit alt. Han har ikke scoret de mål han scorede sidste sæson, men overraskelsen var sidste år, da han scorede mange mål og ingen forventede det. Vi har altid scoret mål, og vi kommer til at score dem, fordi vi har meget talentfulde spillere. Hans arbejde nu er vigtigere end de mål han scorede sidste år.
- Han ændrede sin position den anden dag (mod Celta, red.), og spillede til højre for at lede efter mere plads. Vi kommer til at fortsætte sådan, fordi venstresiden er mere travl i år, da Mbappé kan lide at spille der og kombinere med Vini Jr. Vi tror, at med Bellingham og Rodrygo, kan vi være lige så effektive der, som vi er i venstre side.
I kampen mod Celta Vigo prøvede man nogle ting af taktisk, som ikke rigtig lykkedes. Én af dem var at spille Tchouaméni noget dybere end normalt, så han ofte lå mellem de to centerbacks.
- Vi spillede med tre centerbacks i Vigo med bolden, og fire forsvarsspillere, når vi ikke havde den. Dette hold forsvarer ikke med fem, og det kommer det aldrig til. Det kan ske på visse tidspunkter, endda med seks, men som tilgang vil det altid være med fire forsvarere.
- Vi prøver ting af. Alt vi arbejder på, handler om at være så kompakte som muligt, og Tchouaméni er meget vigtig, fordi han kan tilpasse sig til forskellige positioner, og han vinder mange bolde. Han skal læse kampsituationerne bedre, og det skal vi arbejde på.