Madridista

 
 

Referat: Real Madrid - Dortmund 5-2, Champions League, 3. kamp

Real Madrid vågnede til dåd og fik med en forrygende anden halvleg vendt 0-2 til 5-2, da man i går slog Dortmund i tredje kamp i Champions League.

Det begyndte egentlig godt for Ancelottis tropper, som nok lige skulle bruge et par minutter på at spille sig ind i kampen, men herefter lagde man et godt pres på Dortmund og kom frem til en del chancer, uden dog at komme inden for målrammen, men der var tegninger af det, som man gerne vil se dette Real Madrid-hold præstere.

Desværre varede det dog ikke ved og Dortmund fik langsomt spillet sig ind i kampen og man var mere nærgående end Real Madrid, hvilket tvang Courtois til et par gode redninger. Omkring den halve time gik den dog ikke længere, da Lucas Vázquez mistede bolden foran eget straffesparksfelt og så kunne Guirassy med en fremragende aflevering spille Malen helt fri og han kunne let score til 0-1. Blot fire minutter var den gal i Real Madrids defensiv igen. Malen drev gæk med Mendy på venstrekanten og inde foran mål missede Lucas Vázquez og et par andre opdækningen af Gittens, som stod helt fri ved fjerneste stolpe og så stod den 0-2.

Det lignede et dødsstød for Real Madrid, men det blev i stedet et wake up call for spillerne, som i de sidste minutter af halvlegen kom frem til flere gode forsøg, heriblandt et hovedstød fra Bellingham, samt et dobbelt forsøg på træværket fra Rodrygo og Bellingham, som havde fortjent bedre.

I stedet måtte Thibaut Courtois vise endnu en pragtredning for at hindre Julian Brandt i at score til 0-3 på sit fremragende langskud.

Nuri Sahin sagde før kampen, at man ikke ville træne på Estadio Santiago Bernabéu af frygt for spioner. Måske skulle han selv have gjort brug af dem, for så var de måske kommet tilbage med to stikord til ham: Remontada og Vinícius Junior.

Brasilianeren leverede som sine holdkammerater en lidt skuffende første halvleg, men i anden halvleg viste han, hvorfor der kun er ham som emne til Guldbolden på mandag, for i en forrygende opvisning var han med til at vende opgøret fuldstændig på hovedet og bringe Dortmunds spillere på grådens rand i bar fortvivlelse over, hvad de skulle stille op.

Det var dog et Real Madrid-mandskab, som var langt mere fokuserede og fra start lagde de et tungt pres på Dortmund, som aldrig fik lov til at spille sig ud af problemerne og det var efterhånden blot et spørgsmål om tid, før Real Madrid ville få reduceret.

Det skete omkring en times spil, da Rüdiger headede et indlæg fra Mbappé i kassen og blot tre minutter senere kom udligningen, da bolden blev tacklet fra Mbappé og den havnede i stedet hos en helt fri Vinícius, som let kunne sende bolden i det tomme mål.

Det fik naturligvis stadion til at eksplodere i jubel og det lignede en ren nedsabling, men Dortmund fik langsomt styr på sig selv igen og kom også frem til et par gode forsøg, men Real Madrid har bare noget ekstra i disse år og det udnyttede Lucas Vázquez med syv minutter igen, da han lidt tilfældigt fik bolden med sig i straffesparksfeltet og lækkert hamrede bolden ind ved fjerneste stolpe og herfra gik Dortmund endegyldigt i opløsning.

Det skyldtes især Vinícius, som bare tre minutter senere tog sagen i egen hånd, da han modtog bolden midt på egen banehalvdel og med den største lethed spurtede fra alt og alle, inden han trak ind i banen og hamrede bolden ind bag en sagesløs Kobel i Dortmund-målet.

Og i dommerens tillægstid fuldbyrdede Vinícius sin pragtpræstation med at afdrible Dortmund-forsvaret og hamre bolden i nettaget.

Med sejren er Real Madrid for alvor tilbage i Champions League.

Kampens spiller: Vinícius. Hattrick. Tryllerier. Fuldt fokus på at spille fodbold. Tillykke med Guldbolden på mandag.

Kampens badebold: Efter første halvleg stod der Lucas Vázquez på min seddel, fordi han var impliceret i begge Dortmunds scoringer, men han spillede sig gevaldigt op og kan man give titlen til en spiller, der bringer Real Madrid på sejrskurs? Nej! Vi lader euforien vinder og lader titlen udgå.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Man er ikke bedre end sin seneste kamp. Og dette opgør kan måske – og forhåbentligt – blive vendepunktet for Real Madrid. Fem mål på en halv time mod et stærkt tysk mandskab viser i hvert fald, at Real Madrid-spillerne har det i sig og der var mange gode momenter at tage med videre. Også en masse at arbejde videre med, men en sejr i weekendens El Clásico kan blive startskuddet på noget stort.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...