Referat: Real Madrid - Barcelona 0-4, LaLiga, 11. spillerunde
Real Madrid led i går et smerteligt nederlag på hele 0-4 til ærkerivalerne fra FC Barcelona på Santiago Bernabéu.
Det startede ellers nogenlunde for hjemmeholdet. Første halvleg igennem var det godkendt med flere fine muligheder, selvom det meste endte i offside overfor en snorlige Barcelona-bagkæde.Både Vinícius og Mbappé havde muligheder, hvor skarpheden simpelthen manglede.
Særligt Mbappé manglede også overblik og timing i sin positionering og sine løb. Hele otte gange løb franskmanden offside i løbet af kampen. Real Madrid tabte i øvrigt offside-statistikken med 12-1. Real Madrid havde blot løbet offside 13 gange i løbet af sæsonens første 14 kampe inden lørdag aften.
Mbappé havde da også bolden i nettet bag Iñaki Peña, men efter en lang, ekstatisk jubelscene viste også den situation sig at være offside.
Desværre for Real Madrid blev der fløjtet til pause ved stillingen 0-0, og da holdene kom ud til anden halvleg var situationen en helt anden. Godt og vel 8 minutter efter pausen hang Ferland Mendy halvanden meter bag resten af forsvaret, så Robert Lewandowsi ikke skulle bekymre sig om offside på Marc Casadós fine aflevering. Alene med Andriy Lunin gjorde polakken kort proces, og så scorede han sit 13. ligamål i indeværende sæson.
Blot to minutter senere havde Alejandro Balde oceaner af plads til at slå et indlæg fra venstrekanten til knivsparke Lewandowski, der stod mutters alene imellem Éder Militão og Antonio Rüdiger, og uden de store problemer kunne heade bolden i kassen til 2-0.
De følgende minutter havde Real Madrid et par muligheder for at komme tilbage. Først en perfekt Vini-yderside til Kylian Mbappé, der afsluttede lige på Peña, og et par minutter senere sparkede Mbappé den så resolut ind. Igen var franskmanden dog desværre offside.
Det var dog mildt sagt et sejlende forsvar, Real Madrid havde taget med sig på Bernabéu lørdag aften. Blot 34 sekunder efter Mbappés offsidemål havde Lewandowski en kæmpe chance i den anden ende, der traf stolpen.
Derefter fulgte en række muligheder i begge ender, inden Lamine Yamal endeligt afgjorde opgøret med sin scoring til 0-3, inden Raphinha færdiggjorde ydmygelsen med sin scoring til 0-4.
Et nederlag, der må skabe enormt mange spørgsmål i den spanske hovedstad. Hvorfor er Barcelona så meget bedre end os, når de sejler økonomisk? Hvordan kan det være, at de kan skabe det ene kæmpe talent efter det andet, der kan gå ind og tage ansvar i LaLiga, når man ikke selv har et Castilla-talent, der kan begå sig på et tophold i Superligaen? Og hvad gør man fremadrettet for at undgå at det sker igen?
Det er trods alt 10. gang på 20 år, at Real Madrid går fra El Clásico med et nederlag på minimum 3 mål, og det er ærligt talt alt, alt for mange.
Med nederlaget er der nu 6 point op til FC Barcelona på ligaens førsteplads.
Kampens spiller: Eduardo Camavinga spillede en stor første halvleg. Herfra var der skepsis over at Luka Modric ikke startede kampen, men det skulle i hvert fald ikke have været på bekostning af “Cama”, der førte sig fint frem.
Kampens badebold: Hvem skal man dog vælge? Mbappé havde et utal af muligheder med dertilhørende sløje afslutninger på en middelmådig reservemålmand. Ferland Mendy får den i dag, for han er ikke i stand til at forsvare i et kollektiv, og det er altså et problem, særligt fordi han slår indlæg med samme hyppighed som Halleys komet kan ses fra Jorden.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Den næste kamp er på udebane mod Valencia, hvor man de seneste år har oplevet svære kampe og kontroverser. Der må ikke opstå problemer. Inden da skal Vini Jr. dog forhåbentlig modtage sin Ballon d’Or, så lad os fokusere på det først. Hvor bedre at fremvise den end på det stadion, hvor han har oplevet mest modstand?