Officiel udmelding fra Real Madrid: Carlo Ancelotti stopper
Så blev det også officielt fra Real Madrids side, at historiens mest vindende træner i Real Madrid, Carlo Ancelotti, ikke skal være træner i klubben i den kommende sæson.
Det er for længst meldt ud hos det brasilianske fodboldforbund og af Carlo Ancelotti selv, så den officielle meddelelse kommer ikke med anden overraskelse end den sene udmelding.
Real Madrid skriver på sin officielle hjemmeside, at man i fælles forståelse er blevet enige om at stoppe samarbejdet og takker ham for lang og tro tjeneste.
Florentino Pérez sender ham afsted til Brasilien med følgende ord:
- Carlo Ancelotti er allerede for altid en del af Familien Madridista. Vi er stolte over at have nydt en træner, som har hjulpet os til at opnå så megen succes og, derudover, har repræsenteret klubbens værdier på eksemplarisk vis.
Carlo Ancelotti nåede at vinde 15 titler med Real Madrid, nemlig 3 CL-titler, 3 VM for klubhold, 3 europæiske Super Cup, 2 spanske mesterskaber, 2 Copa del Rey og 2 spanske Super Cup-titler.

