Referat: Real Madrid - Mallorca 2-1, LaLiga, 3. spillerunde

Real Madrid vandt lørdag aften knebent, men fuldt fortjent med 2-1 over Mallorca.

Xabi Alonsos tropper lagde som vanligt ud med et højt pres mod et Mallorca-forsvar, som stod meget kompakt og det gjorde det svært at komme frem til nævneværdige chancer, bortset fra den scoring, som Mbappé diskede op med efter seks minutters spil.

Desværre havde fire af hans fingre (tre på højre hånd og en på venstre hånd) bevæget sig i off side-position og derfor blev målet korrekt underkendt.

I stedet slog Mallorca til i banens anden ende, da den luftduelstærke Muriqi stod umarkeret ved et hjørnespark og så kunne han stige til vejrs og sende bolden ind bag Thibaut Courtois med ryggen.

Scoringen chokerede ikke Real Madrid, som fortsatte med at presse på og man kom da også frem til et par muligheder inden Arda Güler fik udlignet efter 36 minutters spil. En kort hjørnesparksbold fra Mastantuono blev spillet ud til Carreras, som slog en lang aflevering til den bagerste del af straffesparksfeltet, hvor Huijsen steg til vejrs og headede bolden ind til en helt umarkeret Güler, som let kunne heade bolden i det tomme mål.

Bare minuttet senere tog Vinícius sagen i egen hånd, da han afdriblede Mallorcas forsvar og med en lidt kluntet afslutning fik sendt bolden forbi Leo Román i Mallorca-målet.

Lige inden pausen fik Mbappé sendt bolden i nettet for anden gang i kampen, men for anden gang var han i off side-position og dommeren annullerede korrekt scoringen.

Dommeren og VAR var til gengæld alt andet end korrekte ti minutter inde i anden halvleg, da Arda Güler scorede et helt legalt mål, som man efter lang tid fandt anledning til at annullere via nogle selvopfundne regler. I situationen fik Mastantuono driblet sig fri til afslutning, som blev pareret ud til Güler, som også kom til afslutning. Dette forsøg blev også pareret og efterfølgende forsøgte en Mallorca-forsvarer at sparke bolden væk, men ramte Gülers arm, som var helt ind til kroppen og tyrkeren stod knap to meter væk og havde ikke en kinamands chance for at undgå at blive ramt.

De gængse regler foreskriver her, at der ikke er strafbar kontakt, men sådan er det ikke i Spanien, hvor det godt kan være, at dommerne til denne sæson kun har et efternavn mod tidligere to. Men de er stadig akkurat lige så blinde og uduelige, som de altid har været.

Efter 5-6 minutter og et grundigt VAR-gennemsyn fandt man til hjemmepublikummets forståelige frustration frem til, at scoringen ikke skulle anerkendes.

Frustrationen bredte sig til spillerne, som af en eller anden grund ikke fik lagt et genpres på Mallorca-spillerne og det gav øboerne flere muligheder for at komme frem til afslutninger og en af disse måtte en dygtig Álvaro Carreras redde på stregen.

Til sidst fik Real Madrid dog kæmpet sejren hjem og de tre points er det absolut vigtigste inden landskampspausen.

Kampens spiller: Álvaro Carreras. Han har allerede taget ejerskab over venstrebacken.

Kampens badebold: Dommeren og VAR. Det er bare ikke godt nok, at man kan komme frem til en underkendelse af Arda Gülers scoring.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Maksimum efter de tre første kampe inden landskampspausen. Det er bestemt godkendt. Der er stadig masser af ting, som skal justeres, men også rigtig mange ting, man kan tage med sig.

Seneste artikler...