Sergio Ramos drømmer om koncert på Bernabéu
Sergio Ramos, nuværende spiller i mexicanske Rayados de Monterrey og en af de største forsvarere i Real Madrids historie, har taget hul på en ny passion uden for fodboldbanen: musikken. I starten af september udgav han sin nye sang “Cibeles”, hvor han hylder Real Madrid.
I et interview med nyhedsbureauet EFE afslørede den 39-årige Ramos, at han drømmer om en dag at kunne stå på scenen i Santiago Bernabéu som sanger:
“Jeg håber, at jeg en dag får muligheden for at sige: ‘wauw, jeg annoncerer en koncert på Bernabéu, et show der bliver for vildt’. Jeg har det næsten allerede i hovedet,” fortalte Ramos.
Fra notater til musikudgivelser
Den tidligere Real Madrid-anfører forklarede, hvordan musikken har fulgt ham i årevis:
“Fodbold er et holdspil, men det kan også være meget ensomt. På rejser, i lufthavne, på hoteller… dér dukker mange følelser op, som jeg har haft behov for at skrive ned. Jeg har gjort det i 10-15 år,” sagde han.
Ramos har efter eget udsagn omkring 18-20 sange liggende i skuffen, men valgte “Cibeles” som sin første store udgivelse:
“Det var en sang, jeg begyndte på for fire år siden, da jeg forlod Real Madrid. Jeg føler, at den afspejler mig bedst. Jeg kommer fra gaden og fra et miljø, hvor trap, reggaeton og afro-rytmer fylder meget – og dér passer min musik ind,” forklarede han.
Et nyt kapitel i karrieren
Selvom kritiske røster, som tv-kommentatoren Cristóbal Soria, har antydet, at Ramos søger musikalske projekter for at supplere indtægterne efter fodbolden, virker Ramos fast besluttet på at tage skridtene ét ad gangen:
“Først skal man udgive musik, så folk lærer dig at kende på den måde. Derefter kan man dele det live. Alt andet må komme i sin tid,” sagde han.
For Ramos handler musikken ikke kun om karriere, men også om at dele følelser og historier fra et liv på og uden for banen. Om drømmen om at indtage Bernabéu som artist bliver til virkelighed, må tiden vise.

