Overblik: 11 spillere på landsholdstjeneste
Man nåede knap nok at blinke, før der var landsholdspause igen, og i denne omgang har Real Madrid 11 spillere afsted på tur, hvilket heldigvis ikke tæller Fede Valverde, Thibaut Courtois og Aurélien Tchouaméni, der alle døjer med skader, der omtrent varer en landsholdspauses tid. Her får I overblikket over opgaverne, der venter.
Spanien: Dean Huijsen
For Spanien gælder det de sidste to kampe i VM-kvalifikationen, hvor man har vundet alle fire hidtil med en målscore på imponerende 15-0. Førstepladsen er dog endnu ikke sikret, da Tyrkiet kun er tre point efter, og netop tyrkerne møder man på tirsdag hjemme i Spanien, efter man lørdag har været en tur i Georgien.
Tyrkiet: Arda Güler
Ovenfor nævnte vi tyrkernes kamp mod Spanien, og inden da møder Güler og co. Bulgarien på hjemmebane, hvor man med bare ét point sikrer sig andenpladsen.
Frankrig: Kylian Mbappé og Eduardo Camavinga
Også Frankrig er i en fireholds-kvalifikationsgruppe og skal nu ud i de sidste to kampe imod Ukraine hjemme torsdag og Aserbajdsjan ude søndag. Førstepladsen sikres med en sejr mod ukrainerne, da de ligger tre point efter Frankrigs 10.
England: Jude Bellingham
For englænderne er der absolut intet sportsligt at spille for, da de med seks sejre af seks mulige og en målscore på 18-0 topper deres fem-holdspulje med syv point ned til Albanien. Derfor ville det også være fatalt, hvis Bellingham skulle komme noget til i hjemmekampen mod Serbien torsdag eller udekampen mod Albanien søndag.
Østrig: David Alaba
Landskampe er lig med spilletid for Alaba, og også her er der tale om et hold med det ene ben i VM. Østrig topper deres fem-holdspulje med 15 point efter seks kampe, hvilket er to flere end Bosnien-Hercegovina og fem flere end Rumænien. Blot en sejr lørdag ude imod Cypern vil altså sikre andenpladsen, og dernæst kan man sætte kronen på værket med en hjemmesejr imod Bosnien tirsdag.
Marokko: Brahim
Marokko er stensikkert i VM, så nu gælder det to venskabskampe for Brahim og slænget imod Mozambique og Uganda henholdsvis fredag og tirsdag.
Basilien: Éder Militão, Rodrygo og Vinícius
Den brasilianske trio skal under Carlo Ancelottis ledelse spille to venskabskampe imod Senegal på lørdag og Tunesien på tirsdag. Den ene spilles i London og den anden i Lille, så de slipper for den lange rejse.
Spanien U21: Gonzalo García
Det bliver godt med noget spilletid til Gonzalo, der skal hjælpe sit hold til at kvalificere sig til EM med en hjemmekamp mod prygleknappen San Marino og en udekamp mod Rumænien.
