Mbappé nåede 400 mål før Messi og Cristiano

Kylian Mbappé blev dobbelt målscorer i sidste uges franske sejr over Ukraine og dermed nåede han op på 400 mål i sin professionelle karriere.

De 400 mål er nået i en alder af 26 år og 328 dage og dermed overhaler han både Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, som var henholdsvis 27 år og 95 dage og 28 år og 335 dage om at nå samme antal mål i deres professionelle karrierer.

Kylian Mbappé er nu kun to landskampsmål fra at udligne rekordholder, Olivier Giroud, med 57 mål. Mbappé har dog kun brugt 94 landskampe på at nå sine 55 mål, mens Giroud nåede at spille 137 landskampe.

Hovedpersonen selv tager dog milepælen med ophøjet ro. Til fransk presse sagde han:

- 400 mål imponerer ikke folk. Hvis man skal være i den cirkel, som overrasker folk, så skal man score 400 mere. Cristiano Ronaldos 1000 mål? Det er uvirkeligt. Men jeg vil forsøge at gøre det uvirkelige, man er nødt til at prøve, man har kun den ene karriere.

Mbappé har udover de 55 landskampsmål også scoret 27 mål for Monaco, 256 mål for Paris SG og foreløbig 62 mål for Real Madrid.

Seneste artikler...