Referat: Real Madrid - Manchester City 1-2, Champions League, 6. kamp
Real Madrid tabte i går hjemme med 1-2 til Manchester City i 6. spillerunde af Champions League.
Det er aldrig godt at tabe en fodboldkamp, men skal man tage nogle positive ting ud af opgøret, så bliver det at man langt om længe så et Real Madrid-mandskab i arbejdstøjet, klar til at kæmpe for trøjen og for logoet og ikke bare snakke om betydningen af at gøre det.
Xabi Alonsos mandskab indledte kampen godt med et højt pres og med bid i tacklingerne og det var tæt på at give pote efter få minutter, da Vinícius blev fældet på kanten af straffesparksfeltet og kampens fremragende dommer, Taupin, valgte i første omgang at pege på straffesparkspletten, men forseelsen var akkurat begået uden for feltet og derfor blev kendelsen korrekt omstødt til et frispark, som der ikke kom mere ud af.
Det gjorde der til gengæld af Real Madrids høje og aggressive pres, som gav belønning efter 28 minutters spil, da Carreras erobrede bolden på venstrekanten og igangsatte et hurtigt kontra-angreb, hvor bolden via Gonzalo havnede hos Bellingham, som drev bolden frem og til sidst afleverede bolden videre til Rodrygo, som scorede…………..JA, Rodrygo scorede!! Efter ni måneders måltørke var brasilianeren endelig tilbage på sporet og han spillede en god kamp. Det samme gjorde Gonzalo, der havde fået tjansen i front i Mbappés fravær og han deltog fint i det opbyggende spil.
Heldet og dygtigheden er dog ikke med Real Madrid i afgørende situationer. Blot syv minutter efter Real Madrids føringsmål, kom udligningen efter et hjørnespark, hvor O´Reilly var først over riposten fra Courtois, som ikke fik gjort helt nok ved hovedstødet fra Gvardiol.
Kort før pausen var Rüdiger så synderen, da han lidt urutineret rev Haaland omkuld i straffesparksfeltet i en ufarlig situation og nordmanden omsatte sikkert til 1-2.
Manchester City kom bedre ud til anden halvleg og fik et overtag i boldbesiddelse og det gav sig også udslag i flere store chancer til englænderne, men Courtois viste igen hvorfor han med afstand er verdens bedste målmand.
Real Madrid skabte også noget i banens anden ende, men man var for uskarpe og af 16 forsøg på mål, blev kun et enkelt registreret inden for målrammen og det er ganske enkelt for lidt og der træffes fortsat for hasarderede beslutninger, som gør at oplagte scoringsmuligheder løber ud i sandet.
Xabi Alonso foretog nogle offensive indskiftninger fra bænken og blandt andet kom Endrick ind og headede et forsøg på overliggeren, men tættere kom Real Madrid ikke på udligningen.
Kampens spiller: Courtois. Stadig masser af afgørende redninger. Denne skribent elsker dog også den vildskab, som står malet i øjnene på Asencio.
Kampens badebold: Den går til Rüdiger, som simpelthen skal være for rutineret til at begå et straffespark lige inden pausen.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Der resterer to liga-kampe i år, mod Alavés og Sevilla. De skal vindes, så man får lidt ro på bagsmækken og kan gå ind i det nye år med mod på tingene og med – forhåbentlig – en række spillere tilbage fra skader.
