Mbappé udlignede Ronaldo-rekord: Det er en ære for mig
Det er næppe gået nogle Real Madrid-tilhængeres næse forbi, men da Kylian Mbappé sikkert scorede på straffespark lørdag aften imod Sevilla, udlignede han samtidig Cristiano Ronaldos imponerende rekord på 59 mål i en Real Madrid-trøje på et kalenderår.
Mbappé skulle bruge 58 kampe på bedriften, og undervejs blev det til fire hattricks og en enkelt kamp med fire kasser, nemlig imod Olympiakos tidligere i denne sæson. De mange mål har også vundet Mbappé både sidste sæsons Pichichi-trofæ som LaLigas topscorer og Den Gyldne Støvle som Europas mest målfarlige angriber, ligesom han i skrivende stund topper topscorerlisterne i både Champions League og LaLiga.
Som et ekstra kuriosum scorede Mbappé mål nummer 59 på sin 27-års fødselsdag, og efter kampen udtalte han:
- Det er en speciel dag, fordi det er min fødselsdag. Lige siden jeg var lille, har jeg sagt, at det er en drøm at spille en professionel kamp på min fødselsdag og i Real Madrid, min drømmeklub. Vi vandt kampen, hvilket var meget vigtigt, målet var at slutte året med et positivt resultat.
- Rekorden er utrolig. Det er mit første år, hvor jeg har gjort som Cristiano – mit idol, den bedste spiller i Real Madrids historie og et referencepunkt i verdensfodbold. Det er en ære for mig. Jeg ville give ham et nik, fordi han altid har været meget hengivende over for mig. Han har altid talt meget positivt om Madrid og om, hvordan man tilpasser sig. Jeg er meget glad for at score mål for Real Madrid og for at vinde kampen.
Om at fejre målet med Ronaldos jubelscene:
- Den er til ham. Jeg plejer at have min egen, men jeg ville dele denne med ham. Han var mit idol som barn, jeg har et meget godt forhold til ham, han er en ven nu. Jeg sender mine hilsner til Cristiano og alle Real Madrid-fans. Glædelig jul og godt nytår.
