Brahim fik uheldig hovedrolle i Africa Cup of Nations-finale
Hvis man som fodboldfan bare har været lidt aktiv på sociale medier i går aftes, er det næppe gået ens næse forbi, at marokkanske Brahim Díaz efter en ellers fremragende turnering for hans vedkommende fik en uheldig hovedrolle i gårsdagens finale i Africa Cup of Nations, hvor marokkanerne tabte med 1-0 til Senegal.
I de døende minutter af den ordinære spilletid fik Brahim nemlig muligheden for at sende det afrikanske mesterskab til Marokko på et straffespark, men han valgte at forsøge et panenka-lob, der på pinagtig vis blev læst af Edouard Mendy i målet, og derfor røg kampen i forlænget spilletid. Her blev Brahim taget ud efter 98 minutter, og Senegal endte med at score kampens enlige og afgørende mål.
På sociale meder har Brahim selv taget bladet fra munden efterfølgende:
- Mit hjerte smerter. Jeg drømte om denne titel på grund af den kærlighed, I alle har vist mig, og på grund af alle beskederne og støtten, der fik mig til at føle, at jeg ikke var alene. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde, og frem for alt med mit hjerte. Jeg lavede en fejl i går, og jeg tager det fulde ansvar og undskylder fra bunden af mit hjerte. Det bliver svært at komme over, fordi dette sår heler ikke nemt, men jeg vil prøve. Ikke for mig selv, men for alle dem, der troede på mig, og alle dem, der led med mig. Jeg vil fortsætte, indtil jeg en dag kan tilbagebetale al den kærlighed og blive en kilde til stolthed for mit marokkanske folk.

