Real Madrid og politiet slår hårdere ned på ulovligt billetsalg

Real Madrid intensiverer sammen med byens politi indsatsen mod ulovligt videresalg af billetter til kampe på Bernabéu. Senest er 63 billetter blevet beslaglagt i forbindelse med Champions League-opgøret mod AS Monaco onsdag aften, oplyser politiet i Chamartín-distriktet i det nordlige Madrid, med ansvaret for Bernabeu.

Indsatsen er en del af en målrettet strategi, hvor klub og myndigheder overvåger særligt attraktive kampe som derbyer, El Clásico-opgør og afgørende kampe i UEFA Champions League . Formålet er at bremse organiseret ulovligt billetsalg og beskytte både klubbens medlemmer og almindelige tilskuere.

Real Madrid har samtidig skærpet sine interne sanktioner. Abonnenter og medlemmer, der videresælger billetter i strid med reglerne, risikerer nu alvorlige konsekvenser – herunder tab af medlemskab og sæsonkort.

Tiltagene følger i kølvandet på en større operation omkring El Clásico-opgøret mellem Real Madrid og FC Barcelona, hvor politiet beslaglagde 281 billetter og oprettede 20 sager for ulovligt salg. Ifølge politiet blev billetterne i den forbindelse solgt til priser mellem 500 og 3.500 euro.

Ved kampen mod Monaco lå de ulovlige videresalgspriser lavere, men fortsat markant over pålydende, med beløb mellem 200 og 2.000 euro. Myndighederne understreger, at kontrollerne vil fortsætte ved kommende højrisikokampe på Bernabéu.

Seneste artikler...